En forside efter en våd druktur i Københavns natteliv, dårlige venner og rygklappere, der vil have fat i dine millioner.

Fristelser og faldgruber er der mange af for 21-årige Kevin Magnussen, der ved årsskiftet blev verdensberømt som en af blot 22 racerkørere i motorsportens ypperste klasse, Formel 1.

Men træder Kevin Magnussen en dag ved siden af, kan han nemt være færdig som højt betalt racerstjerne. Der er nemlig ikke plads til fejltrin, når du som Kevin Magnussen repræsenterer McLaren, hvor et pletfrit ydre er milliarder værd i sponsorkroner.

Derfor holder McLaren mere end almindeligt godt øje med, hvad Kevin Magnussen går rundt og foretager sig, når han ikke opholder sig på fabrikken i England eller er med teamet ude til et af sæsonens 19 Formel 1-løb.

Det afslører Kevin Magnussens teamchef, Eric Boullier, til BT, der mødte McLaren-bossen ved Italiens Grand Prix på Monza-banen i weekenden.

- Jeg ved så godt som alt, hvad der foregår omkring Kevin hele tiden, og i begyndelsen var jeg meget opmærksom på hans privatliv, siger Eric Boullier og fortsætter:

- Det var ikke for at være påtrængende, men jeg blev underrettet om, hvad han måske gjorde forkert og rigtigt. Og derfra forsøger jeg så at få en indflydelse på ham. Men han har ikke gjort noget forkert, så det har været nemt.

I dag fremstår Kevin Magnussens offentlige skandaleregister fuldstændig uplettet. Han holder sig langt væk fra den røde løber og drikker ifølge tidligere udtalelser ikke alkohol.

Eric Boullier tvivler da heller ikke på sin unge danskers dømmekraft. Det er mere den omverden, Kevin Magnussen er blevet en del af, han ikke stoler på.

- Vi holder bare øje for at sikre os, at han ikke gør noget dumt eller bliver påvirket til at gøre dumme ting. Det er meget vigtigt, for når du bliver en del af Formel 1 og bliver meget berømt, er der mange mennesker, der forsøger at overtale dig til at gå ind i ting og påvirke dig, siger franskmanden.

- Men jeg synes, at Kevin har et meget solidt bagland med sin manager og andre af hans folk. Og hos McLaren er vi meget påpasselige med, hvad der foregår omkring ham. 

Se klippet fra weekenden, hvor Magnussen bliver straffet for at køre modstander af banen.

Det er ikke kun i privaten, at Kevin Magnussen passer på, hvad han gør og siger. Også i medierne har danskeren holdt sig fri af kontroversielle udtalelser og overskrifter.

- Han beskytter sig selv. Selvom han er meget moden af sin alder, må vi ikke glemme, at han kun er 21 år gammel. Men han er klog, og jeg kan godt lide, at han beskytter sig selv. Kevin er måske ikke så sjov for jer journalister, men hos McLaren er han begyndt at åbne sig. Og det er godt, fortæller Eric Boullier, der oplever, at Kevin Magnussen for alvor er ved at finde sig til rette som Formel 1-stjerne hos McLaren.

- Han er meget stille som person - ikke genert - men stille. Men han er begyndt at åbne sig lidt mere og smiler mere, fordi han er mere komfortabel. Han har lært sig selv at blive mere kommunikerende. Det er den største forskel fra tidligere, siger Eric Boullier.

Derfor har teamchefen nu sluppet lidt af grebet i Kevin Magnussen, når de er af sted sammen til løb.

- I begyndelsen var jeg meget påpasselig med at overvåge hvert minut af, hvad han foretog sig for at være sikker på, at han gjorde det rigtige og for at hjælpe ham. Men nu er det mere afslappet, siger han.