McLaren-Honda har ikke glemt sin danske reserve Kevin Magnussen. Og ikke mindst hans fremtid. Hvis man skulle være i tvivl om det.

Over for Autosport.com fastslår løbsdirektør, Eric Boullier, at man nøje overvejer, hvad der skal ske med teamets to unge, talentfulde kørere, der lige nu ikke kan få plads i Formel 1: Kevin Magnussen og frembrusende Stoffel Vandoorne, der fører GP2-serien.

»Vi vil gøre vores bedste for dem. Det er i virkeligheden et positivt problem at have, men også et tricky et,« siger Eric Boullier.

Om muligheden for at etablere et nyt team, en slags rugekasse for unge kørere og med Honda-motorer, selvfølgelig – hvor Kevin Magnussen og Stoffel Vandoorne så kunne få lov chancen – siger Eric Boullier:

»Jeg er ikke sikker på, at vi har lyst til at betale prisen for at have sådan en distraktion hos Honda. Eller på at skulle rette fokus mod det,« siger Eric Boullier:

»Tingene skal være afbalancerede. Vi må se tiden an. Vi tænker, vi snakker, vi brainstormer,« siger Eric Boullier.

Franskmanden giver i interviewet udtryk for, at teamet er særdeles tilfreds med sin nuværende Formel 1-besætning, rutinerede Fernando Alonso og Jenson Button.

»Vi er tilfredse med begge kørere,« siger Eric Boullier, der dog ikke vil bekræfte, at de kører videre næste år:

»Jeg kan ikke kommentere mere på, og jeg vil ikke skabe en forkert eller usand forventning. Vi er glade for den nuværende situation.«

I weekenden køres det italienske grandprix på Monza-banen.