Hvem må forlade McLaren for - sandsynligvis - at gøre plads til Fernando Alonso? Kevin Magnussen eller Jenson Button? Dette er et af Formel 1-sportens oftest stillede spørgsmål lige nu.

Og vi må vente på svaret et par uger endnu.

Tirsdag aften lød det således på McLarens Twitter-profil:

- Venner, vi ved, at I venter på nyt om vores kører-setup næste år. Vi vil annoncere det efter den 1. december - I vil høre det her først. Nu er alle øjne på Abu Dhabi (weekendens grand prix, red.).

Mens alverdens sportsmedier er ved at koge over af nysgerrighed, tager 22-årige Kevin Magnussen alle spekulationerne med ophøjet ro.

- Jeg synes, at han er overraskende sej på trods af de omstændigheder og den usikkerhed, der er. Han har som altid en tro på, at det selvfølgelig nok skal lykkes, sagde Magnussens manager, Dorte Riis Madsen, til BT for et par uger siden.

Jenson Button fører det interne McLaren-regnskab inden weekendens grandprix i Abu Dhabi, der er sæsonens sidste. Button ligger på en samlet syvendeplads med 106 point, mens Kevin Magnussen er på 10.-pladsen med 55 point.