Kevin Magnussen håber snart at have nyt om sin fremtid som racerkører. Det fortæller danskeren på sin fødselsdag.

Mandag fylder Kevin Magnussen 23 år, og det markerer den danske racerkører ved at tale til sine fans for første gang i lang tid via sin Twitter-konto.

Først og fremmest takker Kevin Magnussen for de mange hilsner, han har fået via de sociale medier og skriver så følgende:

»Alle sammen, tak for jeres fødselsdagshilsener. Jeg håber, at jeg snart kan fortælle jer alle sammen, hvad jeg skal lave i mit 23. år her i livet,« skriver Kevin Magnussen.

Mere konkret bliver danskeren ikke i den korte besked, men indikerer dog, at der formentlig snart kommer nyt om fremtiden.

Danskeren har været væk fra offentligheden, siden han brækkede sin hånd og har ikke været med McLaren til de to seneste Formel 1-løb. I mellemtiden er han ifølge McLaren blevet behandlet på en klinik i Geneve for at komme sig hurtigere over skaden. Det er endnu uvist, om han tager med til denne weekends grandprix i Rusland.

Kevin Magnussens fremtid er voldsomt debatteret i øjeblikket, hvor han rygtes til det nye Renault-team, der har en plads ledig ved siden af Pastor Maldonado. Samtidig spekuleres der også i, at han fortsat er i spil hos McLaren, hvis Fernando Alonso vælger at droppe det kriseramte Formel 1-team.