Kevin Magnussen har fået et flot comeback til Formel 1, men noget tyder på, at han ikke får den store succes i Australiens Grand Prix.

Danskeren røg lørdag morgen dansk tid ud i første runde af kvalifikationen til søndagens løb, da hans tid kun rakte til en 17.-plads.

Han sluttede blandt andre bag Haas-kollegaen Mick Schumacher.

Dermed var Kevin Magnussen ikke i stand til at følge op på de gode takter fra de to første grandprix'er, hvor han er blevet henholdsvis nummer syv og ti i kvalifikationen.

Kevin Magnussen har i det hele taget haft en dårlig weekend i Melbourne indtil videre.

Han vågnede med kvalme før fredagens to træninger og sluttede i den tunge ende af feltet med henholdsvis 18.- og 16.-bedste tid.

Heller ikke i den sidste træning forud for kvalifikationen lørdag var der meget oprejsning til danskeren.

Magnussens bedste tid var igen blandt de dårligste, og han sluttede blandt andet bag teamkollega Mick Schumacher.

Meldingen lørdag var, at Kevin Magnussens helbred var i bedring, men det kunne altså ikke aflæses på resultatet.

/ritzau/