Sergio Perez, der blev kraftigt kritiseret af både McLaren-teamkammerat Jenson Button og Kimi Raikkonen (Lotus-Renault) efter Monacos Grand Prix, tager nu til genmæle. “Et par af mine manøvrer i Monaco var måske på grænsen - men enhvert overhalingsforsøg i Monaco er på grænsen,” sagde mexicaneren op til weekendens canadiske grandprix i Montreal. Specielt Raikkonen, der blev påkørt af Perez, var sur, og truede efterfølgende mexicaneren med øretæver. “Det var vist noget han sagde lige efter løbet, da han stadig var ophidset,” siger Perez. “Faktum er at han følte jeg ødelagde hans løb. Og jeg føler han ødelagde mit.”