Pirellis motorsportchef Paul Hembery antyder nu at den italienske dækfabrikant er parat til at opgive formel 1. Pirelli har leveret dæk til formel 1-feltet siden 2011, men har til Hemberys åbenlyse frustration endnu ikke fået forlænget kontrakten ud over denne sæson. “Det er slet ikke sikkert vi er her næste år,” sagde Hembery på et pressemøde op til søndagens grandprix i Monaco. Pirellis dæk er de seneste måneder blevet kritiseret fra flere sider for at være for ustabile, og Fernando Alonso (Ferrari) måtte igennem fire pitstop inden han vandt det seneste grandprix i Spanien for 14 dage siden.