Har du 28 millioner kroner, der brænder i lommen, så er det måske nu, du skal slå til.

I hvert fald måber ursamlere i hele verden lige nu over en helt unik mulighed for at få fingre i en række sjældne ure.

For Michael Schumachers familie har besluttet at sætte flere af den tyske Formel 1-legendes ure på auktion, og ifølge Aftonbladet kan det indbringe familien op til 28 millioner kroner.

Ét af urene er et Vagabondage 1 i platin, der var en personlig gave fra Ferraris legendariske teamchef Jean Todt, og som den franske urdesigner Francois-Paul Journe har givet et helt særligt præg.

Uret, der forventes at indbringe op mod 15 millioner kroner, har en række symboler, der repræsenterer Schumachers syv VM-titler, ligesom hans hjelm og Ferrari-logoet også fremgår på urskiven.

Schumacher fik uret af Jean Todt til jul i 2004 – samme år, som han havde sikret sin syvende og sidste VM-titel.

En anden af franskmandens julegaver til tyskeren er også en del af auktionen hos auktionshuset Christie's i Genève.

Det drejer sig om et Audemars Piguet, som Schumacher fik efter sin sjette VM-titel i 2003. Det forventes at indbringe omkring to millioner kroner.

Et tredje af de i alt otte ure på auktionen er et Rolex Daytona Paul Newman, der kan gå for mere end 2,5 millioner kroner.

»Christie's takker Schumacher-familien for deres tillid og deres ønske om at dele disse mesterværker af urmagerkunst med andre passionerede samlere over hele verden,« siger Remi Guillemin, der er leder af urafdelingen hos Christie's i Europa og USA.

'Meget dyrebare værker', 'fantastiske eksemplarer' og 'wow, det der FPJ' er bare en række af reaktionerne på de sociale medier.

Siden skiulykken 29. december 2013, der sendte tyskeren i koma, har der været stor mystik om Schumachers tilstand. Familien har sørget for, at intet slipper ud fra hjemmet i Schweiz, hvor den syvdobbelte verdensmester angiveligt modtager pleje.