Michael Schumacher kørte som optakt til Pinsens 24-timers løb en omgang på den klassiske Nürburgring Nordschleife - i en Mercedes AMG formel 1! Det var første gang siden det tyske grandprix 1954 at en aktuel Mercedes formel 1-racer rundede den mere end 20 km lange bane i Eifel-bjergene. “Det var en uforglemmelig oplevelse - både for mig og de mange tilskuere,” sagde den syvdobbelte verdensmester. Schumacher fik selskab af en række andre moderne Mercedes-racerbiler på den historiske omgang: Nico Rosberg kørte en AMG-Mercedes SLS med 631 hk mens Karl Wendlinger (AMG-Mercedes S - 585 hk), Bernd Scheider (AMG-Mercedes SLS GT3 - over 500 hk) og Bern Mayländer (AMG-Mercedes A 45 (360 hk) også gjorde Schumi selskab.