Kevin Magnussen klagede igen over manglende vejgreb i sin racer, efter han skuffende måtte nøjes med en 13. plads i Kinas Grand Prix. 

Danskeren havde ellers sat jagten ind på værdifulde VM-point søndag formiddag dansk tid, men det stod hurtigt klart, at han ikke havde fart nok til at følge med de forreste.

Bilen mangler stadig downforce, og det kostede ifølge Kevin Magnussen så meget i forhold til bilens vejgreb, at den 21-årige dansker måtte se ambitionen om en top ti-placering fordufte i Shanghai. 

- Det føltes som et langt løb, fordi der ikke var meget, jeg kunne gøre ved det derude, konstaterer Kevin Magnussen i en pressemedelelse og fortsætter:

- Vores bil mangler downforce, og det er største problem med bilen. Måden, bilen kører og føles på, er som altid god, vi mangler bare greb generelt set. Så det er klart, at vi nu skal arbejde så hårdt, vi kan, med at skabe mere downforce siger Kevin Magnussen. 

Det står således klart, hvad McLaren skal hjem og arbejde med i hovedkvarteret i Woking, før næste løb køres i Barcelona 11. maj. 

- Jeg ved, at vores folk i Woking gør deres bedste, og jeg har en tro på, at de kan levere mere downforce inden så længe, siger Kevin Magnussen.