Sebastian Vettel (Red Bull) tog i en kvalifikation præget af regnbyger pole position til Canadas Grand Prix. Verdensmesteren starter ved siden af Lewis Hamilton (Mercedes) mens sensationen Valtteri Bottas (Williams) deler anden startrække med Nico Rosberg (Mercedes).

“Det var ikke nemt i det omskiftelige vejr og jeg brugte alle mine intermediate-dæk”, sagde Vettel efter kvalifikationen.

Hamilton var skuffet over andenpladsen: “Pole var helt sikkert en mulighed,” sagde englænderen, der var sølle 87/1000 sekund langsommere end Vettel. Fernando Alonso (Ferrari), der ligesom mange andre var en tur af den regnglatte bane, starter fra sjette position ved siden af Mark Webber (Red Bull).

Alonsos teamkammerat Felipe Massa kvalificerede sig blot som nummer 16 efter endnu en voldsom afkørsel, der kortvarigt afbrød kvalifikationen.