Arrangørerne af Formel 1 grandprix i Austin er utilfredse med, at Sebastian Vettel dropper kvalifikationsrunden til weekendens grandprix i Austin.

- Jeg er ked af at høre, at han (Vettel, red.) ikke vil køre i kvalifikationen. Det er ærgerligt. Jeg håber, at se ham på banen søndag. Det har ingen påvirkning på vores billetsalg, fordi de fleste mennesker kommer for hele oplevelsen men det er alligevel ærgerligt, siger Bobby Epstein, grundlægger af Circuit of the Americas, til The Guardian.



Vettel dropper formentligt weekendens kvalifikation til grandprix i Austin, fordi han har opbrugt kvoten for brug af motorer. Det betyder, at han bliver nødt til at få en ny motor til løbet i Austin. Derfor forventes det, at Vettel ikke vil køre kvalifikationen for at spare på kilometertallet på den nye motor. Beslutningen skyldes, at Red Bull-køreren alligevel kommer til at blive rykket fem til ti startpladser tilbage, fordi han har opbrugt kvoten for brug af motorer.

- Reglen er komplet idiotisk. De mennesker, der tænder deres TV, vil se en kører som bare står og ikke har noget at lave, siger Vettel til The Guardian.

Regelsættet omkring Turbo V6-motorerne er en af de Formel 1-regler, der er kommet under kraftig kritik. Turbo V6 har seks motorer og Formel 1-kørere, der udskifter nogle af motorerne mere end fem gange får en straf. Straffen består oftest af en tilbagerykning på fem til ti startpladser.

Vettel kommer formentligt til at starte i pit-lane, fordi han ikke kører kvalifikationsrunden forud for grandprix i Austin.