Red Bull´s Mark Webber har besluttet sig for at stoppe i formel 1 efter denne sæson og har fra 2014 indgået en ‘flerårig’ aftale med Porsches nye fabriksteam i sportsvogns-VM. “Det er en ære for mig at repræsentere Porsche i deres comeback i prototype-racing,” sagde Webber, da den nye aftale blev offentliggjort. Porsche vil i 2014 indsætte mindst to biler i sportsvogns-VM og Le Mans, og den tyske fabrik har allerede kontrakt med Neel Jani, Romain Dumas og Timo Bernhard. Webbers beslutning om at stoppe i formel 1 kommer efter en sæson, hvor hans forhold til Red Bull-teamkammerat Sebastian Vettel er blevet mere og mere anstrengt. Red Bull-chef Christian Horner takkede i dag Webber for hans store indsats for teamet og meddelte samtidig at australierens afløser først findes senere på året. Ved siden af sin aktive karriere har Mark Webber også en interesse i MW Arden-teamet i det internationale GP3-mesterskab, hvor Porsches nuværende juniorkører Michael Christensen kørte i 2010. Porsches prototype-indsats i sportsvogns-VM og Le Mans vil ske sideløbende med søster-selskabet Audi, og Webber skal således forsøge at vælte Tom Kristensen og co. af Le Mans-tronen i 2014.