Der sker et eller andet, når man sætter FC Nordsjællands Emiliano Marcondes på banen sammen med en flok FCK-spillere. Han tænder noget i de københavnske spillere. Og de tænder noget i ham. Det indrømmer han gerne.

Der sker et eller andet, når man sætter FC Nordsjællands Emiliano Marcondes på banen sammen med en flok FCK-spillere. Han tænder noget i de københavnske spillere. Og de tænder noget i ham. Det indrømmer han gerne.

I går var det dog Mads ’Mini’ Pedersen, der var hovedperson i FC Københavns røde kort. Men Emiliano Marcondes sørgede med et mål, et oplæg og lidt skubberi med blandt andre Jan Gregus for, at han heller ikke blev glemt.

»Jeg tror, at alle spillere godt kan lide at spille mod mestrene og mod tophold. Jeg er måske lidt mere tændt mod FCK, Brøndby og topholdene,« siger Emiliano Marcondes.

»De er mestre, og de er et tophold. Når man så spiller godt mod dem og får dem ud at løbe, kan man mærke på banen, at de bliver frustrerede, kommer lidt sent i tacklingerne og kan godt lige sparke lidt ud efter en, fordi de har løbet efter bolden i lang tid. Det er noget, vi prøver at udnytte. Et mesterhold som FCK skal jo heller ikke være tilfredse med at løbe efter bolden.«

»Min spillestil er FC Nordsjællands. Jeg har været her i lang tid, så jeg er indgroet FC Nordsjælland-spiller. Det ligger på rygraden af mig, og det tror jeg ikke, at FCK kan lide,« siger Emiliano Marcondes, der ved sit mål fik trådt Nicolai Boilesen over foden, inden han sparkede bolden i kassen.

»Det var ikke med vilje. Overhovedet ikke. Jeg havde lige taget et dybdeløb og skulle tilbage på linjen, og så kan jeg ikke huske, om han løber ind foran, men jeg kommer måske til at ramme ham. Så ligger han ned, og jeg trækker udenom og sparker den ind. Lidt heldigt.«