Skuespiller Henning Jensen har netop rundet de 72 år, men er absolut ikke på vej på pension. Tværtimod er han aktuel i en krævende teaterrolle til den seriøse side – som han selv er.
’Den folkekære skuespiller’, stod der en dag i en avis.
En sætning, der aldrig før var blevet brugt om Henning Jensen i hans lange, glorværdige skuespillerkarriere.
»Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle opleve med de roller, jeg har spillet. Men jeg er faktisk glad for det. For hvorfor skulle jeg ikke kunne være en folkekær skurk,« siger han og griner med sin mørke, velkendte og rolige stemme.
Stemmen, som oser af tryghed og viden i Jyllands-Postens reklame ’Hvis De vil vide mere’, kan dog på et splitsekund forvandles til noget iskoldt, ondt og uhyggeligt. Noget, der har givet ham roller som skurk, siden han spillede morder i sin debutfilm ’Nitten røde roser’ fra 1974.
Isnende kulde
Hvordan man spiller ond, giver Henning Jensen et eksempel på i det lille rum i Skuespilhuset, hvor interviewet foregår.
»Jeg spillede baronen i Jeppe på bjerget (film fra 1981, red.), og der er et klip, hvor det gyser i mig, hver gang jeg ser det, for jeg kan huske, hvad jeg tænkte. Baronen står og kigger gennem en sprække i døren ind på Jeppe,« forklarer Henning Jensen og sænker sin stemme, så den bliver lav.
»Der tænkte jeg som baronen: ’Hvor kunne det være morsomt bare én gang at ride på jagt efter sådan en. Bare slippe ham løs i skoven, og så...’ siger han med isnende kulde og et blik, så undertegnede et kort øjeblik fyldes med angst og tjekker, hvor langt der er hen til døren.
»Det blik er så uhyggeligt, og mere skal der ikke til,« siger han – gudskelov – igen med sin normale, venlige stemme, som ikke har mistet sin dybe karakter, selv om han sidste år kvittede 40 smøger og erstattede dem med damp.
Det har til gengæld givet ham en bedre form end for 20 år siden.
De 115 trin
»Jeg kan trække vejret i bund lige pludselig. Vi har et sommerhus i Rågeleje med en trappe på 115 trin ned til vandet, og jeg standsede seks gange på vej op. Nu gør jeg det uden at standse,« fortæller han og beviser, at helbred ikke er et spørgsmål om fødselsdatoen.
Den rundede de 72 år d. 5. januar. Det fejrer han med endnu en triumf på scenen i Skuespilhuset med den udfordrende monolog ’Krapps sidste bånd’, der spiller indtil 17. januar.
Her spiller han en fordrukken, sørgelig eksistens, kun ledsaget af gamle spolebånd og to bananer på scenen. Og det gør han så godt, at anmelderne kaster om sig med superlativer og stjerner.
Selv om hovedpersonen, skrevet af Samuel Beckett, ikke er en ond skurk, er det en seriøs rolle. Igen.
»Roller tildeles jo også efter det ansigt, du har. Heldigvis har visse kvinder og senest min kone, Solbjørg Højfeldt, set andet end magtmennesket og psykopaten. Men jeg tror, man ser seriøsitet i mit ansigt.«
Og den fortolkning er nok ret præcis.
»Ja, jeg tager mit fag meget seriøst. Og måske også i det hele taget livet. Det er dog ikke kun selvforskyldt. Du må regne med, jeg havde et kæmpe depressionssammenbrud, da jeg var 35 år. Jeg har set nogle dybder og været nogle steder, hvor jeg ikke ønsker noget menneske hen. Det er så uhyggeligt, at du ikke drømmer om det,« fortæller Henning Jensen, som dengang var indlagt i knap fire måneder på Rigshospitalet.
Tre år tog det, før det lykkedes ham at vriste sig fri af depressionen. Men en sjælden gang titter den frem igen og skal bekæmpes med medicin.
Følgesvenden
»Når man først har haft depressionen, har du den altid, rent ud sagt, og det har selvfølgelig præget meget af mit liv. Nu, 7-9-13, har jeg helt styr på den, for jeg kender alle faresignalerne. Det er, når min stress går over i en angst, der ikke har noget navn, men bare ligger inde i dig. Så ved jeg, at så stopper vi, du,« siger han.
Men at stoppe er slet ikke aktuelt i dag. Tværtimod er Henning Jensen i topform i Skuespilhuset, hvor der også i 2015 venter ham spændende ting. Kun to ting kan få ham til at sige stop, afslører han.
»Hvis det begynder at kede mig, eller hvis jeg ikke kan huske. Men ellers vil jeg sindssygt gerne fortsætte. Så længe teater og filmen vil have mig, så bliver jeg ved.«
