Wolverine er en af de sejeste Marvel-helte - især på grund af kløerne, der kommer frem når den behårede superhelt bliver irriteret. Nu kan man 3D printe kløerne derhjemme.

Hvis du har set X-Men filmene eller filmene om Wolverine med Hugh Jackman – og har du tænkt på, at de farlige kløer ville se godt ud på dine hænder? Så er chancen der nu! Eller rettere – det er den faktisk ikke, for denne opfindelse er givetvis benhårdt ulovlig i Danmark, men man kan jo drømme.

I hvert fald har et amerikansk firma lavet en 3D printet udgave af de berømte kløer – der automatisk springer ud når man spænder armens muskler.

Sensor registrerer muskelspændinger

Egentlig er det ikke selve kløerne, der er det interessante – det er måden, hvorpå apparatet registrerer om musklerne spænder. Den bruger nemlig en ny sensor, der potentielt kan udmunde i nye kunstige lemmer til handikappede og meget mere. Men i dette tilfælde er det altså mest for sjov – og fordi Wolverine bare er sej.

Firmaet har oprettet et Kickstarter projekt, og har allerede hentet 16.000$ ud af de 20.000$, der er målet. De har allerede lagt en manual på nettet, så folk med 3D printere selv kan udskrive sig et sæt kløer. Men igen: Ulovligt. Meget, meget ulovligt.

Du kan se en video med kløerne hos iNPUT her.