En verdensberømt sanger og en golfstjerne vil åbne en bar, men det har gjort dem vældigt upopulære.

Borgerne i St Andrews i Skotland raser over de to verdensstjerners store planer.

Justin Timberlake og Tiger Woods er gået sammen om T-Squared Social og åbnede forleden deres første bar på Manhattan i New York.

Men deres plan om at åbne endnu en pub tæt på den ikoniske golfbane i St Andrews møder store protester, skriver The Independent.

De to berømtheder vil nemlig omdanne en gammel, kendt biograf fra 1930'erne til en sports bar med storskærme og golfsimulatorer.

Ifølge mediet raser en lokal beboer over planerne til mediet The Courier og kalder idéen for 'respektløs'.

»Byen her har været meget god ved Tiger Woods, og det her er ikke måden at betale tilbage til byens borgere,« siger Neil Dobson fra St Andrews byråd.

»En amerikansk bar passer slet ikke ind i byen. Den vil være fyldt med amerikanske golfspillere, og der vil ikke være noget tilbage for børnene i byen,« fortsætter han.

Biografens direktør, David Morris, understreger ellers, at stjernernes investering vil fremtidssikre den ikoniske biograf.

Tiger Woods har vundet flere af sine store triumfer i St Andrews, mens popstjernen Justin Timberlake er golf-entusiast og har deltaget i flere store turneringer, hvor professionelle og amatører spiller sammen.

De to ejer desuden et luksusresort sammen på Bahamas.

Tiger Woods har tidligere forsøgt at skabe en forretning med blandt andre Caroline Wozniacki, men dén plan gik ikke helt som forventet. Læs hele den historie lige HER.