Lucas Bjerregaard måtte se sejren i BMW Master glippe, men er rejst fra Shanghai med en check på små tre mio. kr. og udsigt til meget mere.

Sejren betyder så godt som alt og kan ikke erstattes. Men i kolde kontanter kan en tredjeplads godt lune i lommen og det må være det trøstende element for Lucas Bjerregaard, der ved BMW Masters i Kina ikke formåede at holde fast i førstepladsen fra de første to spilledage.

Det blev til en tredjeplads for den 24-årige nordjyde og det udløste en præmiecheck på 379.700 euro eller godt og vel 2,8 mio. danske kroner.

Bjerregaard, der åbnede turneringen i Shanghai med blændende spil og scorer på 66 slags for de første to runder, måtte lørdag og søndag kæmpe mere med spillet og notere sig for 70 slag, blot et enkelt dårligere end Kristoffer Broberg og Patrick Reed, der måtte ud i omspil med svenskeren som sejrherre.

At Bjerregaards form er intet mindre end forrygende netop nu, blev dokumenteret allerede ved den nys overståede UBS Hong Kong Open, hvor det danske talent blev noteret for en iøjnefaldende andenplads.

I indeværende efterår har Lucas Bjerregaard ikke bare spillet en solid gang golf, han har også været på farten næsten uafbrudt. Turneringen i Kina var således niende golfbegivenhed siden september, men frem for slitage har den unge dansker fået momentum, konstans og selvtillid i sit spil.

I den kommende uge er Bjerregaard da også blandt de 60 spillere i feltet ved sæsonfinalen i Dubai efter at være avanceret til en 33. plads i Race To Dubai regnskabet i kraft af topresultatet i BMW Masters.

I den arabiske ørkenstat får han selskab af landsmændene Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen på Jumeirah Golf Estates, hvor den samlede præmiesum er på svimlende otte mio. dollar.