Andreas Hartø overraskede alle - især kæresten - da han valgte at fri foran tusindvis af tilskuere.

Godt nok klarede Andreas Hartø ikke cuttet i Made in Denmark - men hvad gør det, når man har fået et 'ja' fra kvinden, man elsker?

Dét fik den danske golfspiller, da han lige efter sin birdie på 16. hul pegede på sin kæreste, Louise De Fries, og bad hende komme ud på green. Og her faldt Andreas Hartø så ned på knæ og hev en ring frem, mens de mange tusinde tilskuere gik amok i jubel.

»Jeg har vundet turneringen,« grinede han, da han nåede frem til 18. hul.

»Alt andet er helt lige meget nu. Jeg vil gerne have minder, og det her er et minde, vi altid vil have sammen,« sagde Andreas Hartø, mens hans kommende hustru med tårer i øjnene kom hen til ham.

»Jeg er fuldkommen mundlam. Men det var så fint. Jeg er bare så overvældet,« sagde Louise De Fries, der har været kæreste med Andreas Hartø i lidt over et år.

Andreas Hartø vidste, at 16. hul skulle være stedet, da han fik bekræftet, at han havde en startplads til Made in Denmark, og nogle af kollegerne havde hørt om frierplanerne.

»Jeg har vidst det et par måneder. Andreas kan sådan noget. Han er så ekstrovert. Jeg ville have gravet mig ned i et hul,« grinede Søren Kjeldsen.

Andreas Hartø havde dog holdt det hemmeligt for de fleste, og han fik da også først fortalt kærestens forældre, at han ville fri, da han nåede 15. hul.

»Jeg fatter slet ikke, at jeg kunne lave en birdie på 16. hul, for jeg mærkede på mit hjerte, da jeg stod ved teestedet og det hamrede afsted. Jeg var lige ved at tude. Jeg havde satset på, at jeg skulle gøre det søndag, men jeg har spillet ad helvede til, så det måtte blive i dag,« sagde Andreas Hartø.