Golfstjernen Lydia Ko bliver hyldet på de sociale medier for et tv-interview, hun gav i kølvandet på sin tredjeplads ved LPGA-turneringen Palos Verdes Championship.

Her blev Ko spurgt til de rygproblemer, hun tydeligvis kæmpede med undervejs.

Golf Channels' reporter Jerry Foltz spurgte blandt andet, om det var noget, der risikerede at påvirke hendes spil fremover.

»Jeg håber det ikke. Det er den tid på måneden,« svarede Lydia Ko ifølge Aftonbladet, hvorefter hun grinende kiggede direkte ind i kameraet.

Foto: Sean M. Haffey
Vis mere

»Jeg ved, at de kvinder, som ser med, tænker: 'Jeg forstår'. Når det sker, bliver jeg stiv i ryggen og bliver helt skæv.«

»Det er ikke første gang, at Chris (hendes fysioterapeut, red.) ser mig være skæv. Men det føles meget bedre efter hans behandling. Så værsgo.«

Det fik en lidt befippet reporter til at svare 'tak', mens Lydia Ko endnu en gang slog en latter op:

»Jeg ved, at du er målløs. Jerry. Jeg var ærlig,« sagde Ko.

Og Lydia Kos ærlighed vækker altså begejstring på de sociale medier, hvor der er masser af ros til den newzealandske spiller.

Lydia Ko gjorde kometkarriere, da hun som 17-årig blev den yngste golfspiller nogensinde til at indtage førstepladsen på verdensranglisten.

Herefter ramte hun dog en længere periode, hvor hun havde problemer med sit spil, men nu har Lydia Ko – der i dag er 25 år – kæmpet sig tilbage til den absolutte top og ligger aktuelt nummer tre i verden.