Thorbjørn Olesen har kurs mod et stort resultat ved European Tour-turneringen ISPS Handa Perth International i Australien.

Den 24 årige dansker gik tredje runde på 67 slag, hvilket er fem slag under par. Dermed lagde han yderligere afstand til sin nærmeste konkurrent, koreanske Sihwan Kim, der nu er tre slag efter Olesen inden søndagens fjerde og sidste runde.

Den storspillende dansker blev ved turneringens tredje runde noteret for seks birdies og en enkelt bogey på hul 15. Det betyder, at Thorbjørn Olesen sammenlagt er 16 slag under par.

En anden dansker gjorde sig ligeledes bemærket under turneringens tredje runde. 24-årige Lucas Bjerregaard leverede sublimt spil, og han gik tredje runde på færre slag end Thorbjørn Olesen.

Bjerregaard brugte 66 slag på de 18 huller, men danskeren var dog inden tredje runde placeret for langt nede til for alvor at kunne true Thorbjørn Olesens placering. Lucas Bjerregaard avancerede 28 pladser og ligger nu på en delt syvendeplads - syv slag efter Thorbjørn Olesen, der søndag kan tilføje sin anden European Tour-titel til CV'et, hvis han fortsætter storspillet.