Det er dyrt at afvikle golfturneringen Made in Denmark. Alligevel satser bagmændene med Lars Larsen i spidsen på at øge præmiesummen.

Det er en udskrivning af de større at få European Tour til Danmark. Det ved Lars Larsen alt om. Han er storsponsor af arrangementet og ejer Himmerland Golf og Spa, hvor Made in Denmark-turneringen spilles.

»35 mio. kr.,« svarer Lars Larsen på spørgsmålet om, hvad budgettet er for de fire dage, turneringen varer.

»Og det kører fint rundt med et budget indenfor disse økonomiske rammer. Sidste års turnering gav et overskud på 250.000 kroner,« siger han.

Det overskud ser ud til at blive lidt større i år, og allerede i løbet af efteråret går forhandlingerne om en forlængelse af den nuværende aftale i gang. Der er kontrakt for yderligere ét år, men drømmen er, at man kan forlænge med yderligere tre år, afslører Flemming Astrup, der er promotor og står bag Made in Denmark.

»I den ideelle verden får vi sponsorerne med på den ide hurtigt, så vi kan lave en ny aftale med European Tour. Vi vil gerne være større, men vi er nødt til at tage det i trin, hvor alle kan følge med,« siger Flemming Astrup.

Dette års turnering har en præmiesum på 1,5 mio. euro - godt 11,5 mio. danske kroner - hvilket er i den nedre halvdel af de andre turneringer på European Tour. Det beløb skal hæves, hvis kvaliteten af spillere skal øges. Og det er det klare mål.

»Allerede i år er toppen bedre end sidste år. Men selvfølgelig vil vi gerne have endnu bedre spillere. Det tager bare tid at få udbredt kendskabet til os,« siger Flemming Astrup.

Flere sponsorer

For selv om turneringen allerede er en af de mest besøgte på European Tour - sidste år lå man nummer fire på publikumslisten - så kommer omtrent 80 procent af budgettet fra sponsorer. Og det bliver ikke Lars Larsen alene, der kommer til at løfte yderligere, hvilket Flemming Astrup er helt klar over. Det skal være en langsigtet vækst.

»Jeg vil jo gerne, at vi ser 10 år frem. Hvor Made in Denmark er en etableret turnering på European Tour med en præmiesum over to mio. euro, og hvor spillerne vender tilbage, fordi de oplever en stemning, der er ud over det sædvanlige.

I går eftermiddag spiste verdensstjernen Darren Clarke frokost med en række af de største sponsorer efter sin runde. Og her lod han igen forstå, at det var en helt særlig oplevelse at spille det efterhånden legendariske hul 16, hvor tusindvis af tilskuere hylder spillerne. Endda i en grad, der fik Ryder Cup-kaptajnen Darren Clarke til at tage en selfie og lægge en video, optaget på hans egen telefon, ud på det sociale medie Twitter - en video, der i skrivende stund er vist mere end 75.000 gange.

»Det er jo ubetalelig markedsføring af os,« siger Flemming Astrup.

Der er da også tilfredshed hos en af de største sponsorer, som gerne vil være med efter den nuværende kontrakt udløber.

»Vi får enorm eksponering ud af vores syv-cifrede investering i de tre år, vi har bundet os. Derfor kan jeg også forestille mig, at vi fortsætter med at sparke penge ind i turneringen i 2017,« siger transportvirksomheden Frejas koncerndirektør, Jørgen Hansen.

Stærkere spillere

Han kunne dog godt have tænkt sig at deltagerfeltet havde været stærkere.

»En spiller som Rory McIlroy (tidligere verdensetter, red.) kunne jeg godt have tænkt mig at se her i Himmerland. Men det ville kræve, at han blev tilbudt en stor sum startpenge. Dem udbetaler Made in Denmark som bekendt ikke, og så må vi nøjes med de næstbedste spillere. Det har jeg det dog personligt helt fint med,« siger Jørgen Hansen.

De bedste spillere i verden kan tillade sig at opkræve større summer for at stille til start. Summer, der samlet langt overstiger den samlede præmiesum. Vedholdende rygter i golfverdenen taler da også om, at Tiger Woods på højden af sin karriere kunne kræve omtrent 2 mio. dollars, ca. 13 mio. kr., for at møde op.

»Vi ønsker slet ikke at være der,« siger Flemming Astrup.

»Det giver ikke mening for os, for vi ønsker ikke at være en turnering, hvor én pengestærk sponsor bestemmer det hele. Det gør det for usikkert,« siger han.

Hos Sport Event Danmark står direktør Lars Lundov også klar med en hjælpende hånd.

»I fjor støttede vi Made in Denmark med fire mio. kroner. I år er beløbet halveret, mens vi i 2016 støtter med én mio. kroner. Herefter var det planen, at vores rolle i turneringens etableringsfase skulle ophøre. Men jeg vil ikke udelukke, at vi også bakker op, hvis turneringen fortsætter i 2017. Den er inde i en god udvikling, og folkene bag den fortjener ikke, at den dør,« siger Lars Lundov.