Aalborg Håndbold må klare sig uden holdets absolut største navn, Mikkel Hansen, i den kommende tid.

Den danske landsholdsstjerne døjer med problemer med hoften, og klubben har derfor valgt at trække stikket på ham – for forhåbentligt at få ham klar til den afgørende fase af sæsonen.

Det var Nordjyske, der tidligere tirsdag først bragte nyheden.

Til B.T. siger direktør Jan Larsen:

»Han har døjet lidt med lysken efter EM, så mere er der ikke i det. Men vi har heller ikke råd til at sætte folk i spil, hvis de er småskadede. Det er derfor.«

»Der er ikke noget, der tyder på, at han ikke kan spille i en længere periode, men han har døjet med en overbelastningsskade, og den er vi nødt til at passe på med. Så derfor må han sidde over,« lyder det fra Aalborg-direktøren.

»Der er mange, der døjer med det ene og andet, og det gør Mikkel også, men var det den sidste kamp i sæsonen, så ville han nok også klare den, men der er mange kampe tilbage. Vi må give ham en pause for ikke at forværre skaden. Jeg håber ikke, at han er ude ret længe.«

Mikkel Hansen blev i februar sidste år sygemeldt med symptomer på stress, og han vendte først tilbage i sommer.

Aalborg Håndbold møder onsdag polske Kielce i Champions League – i en kamp, der sandsynligvis er uden den store betydning.