Ikke alt går AG København-spillerens vej i DM-slutspillet for mænd

For et år siden vandt AaBs håndboldherrer DM-guld med en smal finalesejr på straffekast over KIF Kolding. Dermed vandt AaBs Henrik Toft Hansen også håneretten over for storebror i Kolding, René Toft Hansen.

Dén familiære duel havde René Toft, der nu spiller i AG København, gerne set gentaget i årets finale.

- Det var egentlig det eneste ønske, jeg havde til slutspillet. At vi ikke kom i slutspilspulje med AaB. For jeg ville hellere have mødt Henrik i finalen frem for nu, hvor jeg skal kæmpe med ham om at komme i finalen, fortæller René Toft Hansen.

Men når dét så er sagt, er AGK-stregen vældig godt tilfreds med, at det blev netop Nordsjælland, Team Tvis og AaB, som de suveræne grundspilsvindere skal duellere med om en finaleplads.

- Der er et par bump på vejen, men det ser godt ud i forhold til at komme i finalen. Vi kunne ikke have fået nogen bedre pulje, erkender René Toft Hansen.

Han tager gerne rollen som storfavorit til en finaleplads på sig på AGKs vegne, men maner alligevel til forsigtighed. For Bjerringbro/Silkeborgs eksempel fra sidste sæson, hvor holdet vandt grundspillet suverænt, men så satte det hele over styr i slutspillet, skræmmer.

- Det ser rigtigt godt ud for en finale med den pulje, men man har før set suveræne hold fra grundspillet dumme sig i slutspillet. Der skal ikke meget til. Man kan jo blive ramt af skader eller sygdom, så det pludselig ikke fungerer, mens andre kan komme til at ride på en bølge. Men sker det ikke, er vi klart gruppens stærkeste hold. Og jeg vil med den sæson, vi har haft, være ekstremt skuffet, hvis vi ikke kommer i finalen. Med den sæson, fortjener vi at stå i DM-finalen, mener René Toft Hansen.

Ydmygheden omkring AG Københavns kommende slutspilskampe finder man også på ledelsesgangen i klubben hos direktør Søren Colding, der ikke vil tage ordet ”drømmepulje” i sin mund.

- Vi er meget ydmyg om det at komme i finalen. Vi så det med Bjerringbro sidste år. Én fejltagelse og bom, så kan du være væk. Så det er meget vigtigt at være ydmyg om opgaven. På den anden side kan vi også med nogle gode resultater i de første kampe skabe os et fantastisk udgangspunkt for at komme i finalen. Sådan vil jeg hellere se på det. For det bliver ikke nemt.

Søren Colding erkender dog, at AGK er sluppet for de to eneste hold, der med uafgjorte kampe har kunnet tage point fra hans superhold i denne sæson, Skjern og Bjerringbro/Silkeborg, og for Kolding, som det lurepassende storhold, der nok skal vise styrken i slutspillet.

- Helt enig. Men vi frygter ikke nogen. Og vi respekterer samtidig alle modstandere. Vi tror ikke, at vi allerede er i finalen. Det bliver også hamrende svært i aften mod Tvis, og vi tager ikke noget for givet. Men det er da klart, at på papiret ser det rigtigt fornuftigt ud, siger AGK-direktøren

For René Toft Hansen er der ingen tvivl, hvis han skal vælge ønskemodstander i en eventuel DM-finale.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at møde min gamle klub, Kolding, i finalen. Det kunne være sjovt, når jeg nu ikke kan møde min bror. Der er dog et eller andet i år, der ikke har fungeret i Kolding. Men de er der bare altid, når slutspillet starter. Man skal aldrig afskrive Kolding, så det gør jeg heller ikke, siger René Toft Hansen.

Aftenens kampe i første runde af mændenes slutspil:

Pulje 1
18.30: Team Tvis-AG København
19.30: AaB-Nordsjælland

Stilling før onsdagens kampe
AG København 0 0-0 2
Nordsjælland 0 0-0 1
AaB 0 0-0 0
Team Tvis 0 0-0 0
(AGK og Nordsjælland har bonuspoint med fra grundspillet)

Pulje 2
19.30: Bjerringbro/Silkeborg-Århus
Kolding-Skjern 26-25 (spillet tirsdag)

Stilling før onsdagens kampe
Kolding 1 26-25 2
Skjern 1 25-26 2
Århus 0 0-0 1
Bjerringbro/Silkeborg 0 0-0 0
(Skjern og Århus har bonuspoint med fra grundspillet)