De danske mestre i herrehåndbold fra AG København kan se frem til interessant modstand i gruppespillet i Champions League

Her går holdet sammen med Bjerringbro-Silkeborg (BSV) direkte ind i gruppespillet, hvor holdene fordeles i puljer med seks mandskaber i hver.

Og mens BSV må finde sig i at blive seedet i femte lag, indtager AG København som dansk mester en plads blandt de bedste otte i seedningslag to.

Fra øverste lag med fire hold kan Kasi-Jespers team trække særdeles interessante modstandere som FC Barcelona, HSV Hamburg og Nikola Karabatics Montpellier.
 
Og tredje lag er ligeledes fyldt med sprængstof. Her findes Ciudad Real og et af de tyske tophold, muligvis THW Kiel.

- Fire af seks hold i hver pulje går videre, så chancerne er gode især efter seedningen. Vi har enorm respekt for niveauet på det her plan, og der er rigtig mange stærke hold med. Det er dog ingen hemmelighed, at vi selvfølgelig går efter at vinde puljen. Alt andet ville ligne os dårligt, siger AGKs direktør Søren Colding, der ser frem til kampene mod det, han kalder "fantastiske modstandere".

Der er lodtrækning til Champions League-puljerne i Wien den 28. juni, og første runde i CL-gruppespillet spilles sidst i september.

AG Københavns sæson indledes i øvrigt 3. september, hvor Skjern besøger de nykårede danske mestre.