Viborg HKs håndboldherrer tager samlet afstand fra anonym spillerkritik

Uden at ville stå frem med navns nævnelse gav flere spillere fra Viborg HKs herretrup i fredagens udgave af B.T. udtryk for, at de ikke var tilhængere af at få Anja Andersen som assistenttræner for mændenes Liga-hold i klubben.

- Da jeg hørte det, tænkte jeg, der er simpelthen løgn. Skal den krage stå der og råbe ad mig. Skal hun lære mig at springe højere, skyde hårdere eller løbe længere. Det er man sgu helst fri for, sagde en af de anonyme spillere til B.T.

Men det mener vedkommende og de øvrige kritikere tilsyneladende ikke mere. I hvert fald ikke officielt.

For fredag holdt herretruppen samlet et møde, hvor man blev enige om at give fuld opbakning til ansættelsen af Anja Andersen som udviklingstræner.

Og det samlede hold tager samtidig stærk afstand fra de anonyme udtalelser, som nogle af truppens spillere er kommet med i B.T. Det sker i en udtalelse i Viborg Stifts Folkeblad.

- Vi har i dag (fredag, red.) holdt et møde om den historie, der har været i BT/sporten.dk, og på mødet var der fuld enighed om, at vi som hold hverken kan acceptere eller på nogen måde bakke op om disse citater. De citater, der er fremsat, dækker ikke på nogen måde den generelle holdning til ansættelsen af Anja Andersen i trænerteamet. Vi bakker hundrede procent op om beslutningen om at ansætte Anja, og glæder os til samarbejdet. Vi er sikre på, at vi sammen kan gøre herrehåndbolden i Viborg HK til en stor succes, siger således holdets anførergruppe Mads Møller, Elijan Dzankovic og Dane Sijan på holdets vegne i Viborg Stifts Folkeblad

FÅ MERE UD AF SOMMERENS STORE CYKELLØB PÅ DE FRANSKE LANDEVEJE. SPIL MED I TOUR DRØMMEHOLDET

KLIK HER