Islandske Gudmundur Gudmundsson debuterede som dansk landstræner med en sikker sejr på 31-21 over Litauen i den første danske kamp EM-kval'en.

Sejren lyder selvfølgelig størrelsesmæssigt overbevisende, og den var da heller aldrig i fare. Men danskerne burde have vundet langt større mod et litauisk mandskab, der på ingen måde imponerende, og det lignede mest af alt en afslappende dag på kontoret for Danmark i Brøndby Hallen torsdag aften.

Gudmundur Gudmundsson erkendte da også efter kampen, at der er plads til forbedringer i det danske spil.

- Jeg er tilfreds. Men ikke meget tilfreds. Men jeg er tilfreds med mange ting. Jeg synes, vi spiller meget godt i forsvaret i første halvleg, men i anden halvleg svinger det for meget. Det var muligt at vinde større, men vi brænder for meget.  Jeg fik svar på mange spørgsmål, og der er ting at forbedre - for eksempel sådan nogle ting som forsvar og returløb, siger islændingen.

Lidt hårdere i sin bedømmelse var målmand Niklas Landin, der gerne så, at cifrene på måltavlen havde vist en større dansk sejr.

- Det var en startkamp, hvor vi lige skulle i gang. Det håber jeg i hvert fald. Jeg synes, vi skal vinde med mere end 10 mål over sådan et hold. Jeg synes, vi var et par klasser bedre end dem, siger Landin.