I denne uge bliver der gjort op med en uskik i dansk håndbold.
I alt, alt for lang tid har Dansk Håndbold Forbund (DHF) nemlig været for dårlig til at hylde sine helte.
Men det ændrer sig på torsdag, når håndboldherrernes viceanfører, Lasse Svan Hansen, får lov at spille en afskedskamp i Royal Arena mod Polen.
Det er så en smule paradoksalt, at det lige præcis er Lasse Svan Hansen, som bliver first mover på den front.
For lad os være ærlige – han har ikke ligefrem været manden, der har trukket flest overskrifter i sin lange landsholdskarriere.
Og de færreste kan vel uden problemer ryste en top-3 ud af ærmet, hvor højrefløjen brændte banen fuldstændig af og sikrede dansk triumf?
Det er heller ikke sådan, at man ikke kan kæmpe sig frem i håndboldhaller for landsholdstrøjer med nummer 17 og 'Svan' på ryggen.
Men tag ikke fejl.
Det er en af de helt store, der indstiller karrieren efter denne sæson.
Lasse Svan har været en fast del af landsholdet siden 2009, og han har blandt andet spillet otte finaler og vundet to VM-guld, ét EM-guld og ét OL-guld.
Derudover har han vundet Champions League og tyske mesterskaber med Flensburg-Handewitt. Der er meget få spillere i håndboldhistorien, som kan prale af sådan et cv – og Niklas Landin er den eneste dansker, der kan matche de meritter.
Med kampen mod Polen når Lasse Svan op på 246 optrædener i rødt og hvidt, hvilket gør ham til nummer tre på listen over spillere med flest landskampe.
Sammen med Mikkel Hansen og Niklas Landin er han den eneste, der har været med hele vejen siden VM-finalen i 2011.
Han har været en vigtig del af rygraden på dette historiske danske landshold, og det er selvfølgelig ikke uden grund, at Svan igen og igen bliver fremhævet for sin enorme betydning både på og uden for banen. Han er en reminder om, at håndbold er en holdsport, og at et kollektiv har brug for forskellige typer for at fungere. Og Lasse Svan har med sin ekstreme vindermentalitet, sin interesse for medspillernes ve og vel og sit generelle væsen været en kæmpe gevinst. Også selvom han ikke har haft patent på topscorertitlerne.
Så Lasse Svan Hansen fortjener at blive sendt på pension med pomp og pragt.
Og der er en hel del andre danske spillere, som havde fortjent et lignende farvel – men de er blevet snydt.
Jeg er med på, at det kan være vanskeligt at give en decideret afskedskamp. Nogle spillere stopper brat, andre bliver overhalet af yngre konkurrenter, og landsholdskalenderen kan i sig selv være en umulig samarbejdspartner.
Alligevel savner jeg, at spillere som Jesper Nøddesbo, Kasper Søndergaard, Joachim Boldsen, Kasper Hvidt og Lars Jørgensen var blevet hyldet, da de stoppede på landsholdet. For nu bare at nævne nogle.
Det er legender, der har sat et gigantisk aftryk i den danske håndboldhistorie. Hvorfor i himlens navn blev de ekspederet ud ad bagdøren i stedet for at få deres velfortjente hyldest?
Den eneste, der er blevet sagt et nogenlunde anstændigt farvel til, er Lars Christiansen. Ham kunne publikum klappe ad på et halgulv i Odense et halvt år efter karrierestop. Men rekordholderen med de 338 landskampe måtte i øvrigt først igennem et uværdigt forløb, hvor han blev ydmyget af daværende landstræner Ulrik Wilbek ved at blive sendt ned på B-landsholdet i sin allersidste samling.
Nå, det er en helt anden – og uklædelig – sag. Fakta er, at man i dansk håndbold ikke har været skarp nok i denne disciplin.
Og jeg synes faktisk, det er en generel udfordring i Danmark: Vi hylder slet ikke vores sportshelte i tilstrækkelig grad.
De største fortjener et stort farvel. Om det er janteloven, der lægger en dæmper på tingene, ved jeg ikke. Men det virker typisk dansk at holde lidt igen – det skulle jo nødig stikke alt for meget af… Og jeg kan i hvert fald konstatere, at man dyrker den slags i langt højere grad i udlandet.
Derfor glæder det mig, at DHF nu endelig har hanket op i sig selv. Jeg har også noteret mig, at DBU er blevet bedre på denne front. Det var eksempelvis en fornøjelse at se Åge Hareide modtage tilskuernes hyldest i Parken i forbindelse med kampen mod Serbien.
At DBU så også tidligere har hevet Lasse Schøne ind til en lignende omgang, det er måske lige voldsomt nok, når man tænker på, at han kun står noteret for 51 landskampe. Der skal naturligvis ikke gå alt for meget inflation i det, for så mister det sin betydning.
Men lige nu er jeg, hvor jeg hellere vil se for meget end for lidt af den slags.
Så jeg håber, at Lasse Svans farvel kommer til at danne præcedens i håndboldens verden og give inspiration til mange andre sportsforbund.
