Da Viborg HK rejste afsted til Metz natten til lørdag var det uden Christian Dalmose. Træneren er fyret med øjeblikkelig virkning og erstattet af Lars Friis Hansen.

Det er under tre måneder siden, at Christian Dalmose og Viborg HK forlængede kontrakten med hinanden. Men den kontrakt er nu revet i stykker. Træneren er efter folkebladets oplysning blevet fyret, og han er ikke med på Viborg HK’s Champions League tur til Metz.

Christian Dalmose fik angiveligt beskeden i går. Spillertruppen har fået mundkurv på om fyringen, og det har ikke været muligt at træffe træner Christian Dalmose på telefonen.

Folkebladet har talt med Viborg HK's formand Ove Kloch, og han henviser til direktør Nikolai Norup - men direktøren ønsker på nuværende tidspunkt at udtale sig om sagen.

Med til Metz har Viborg HK i stedet Lars Friis Hansen, som skal udfylde rollen som cheftræner. Han har fra 1995-98 trænet VHK-damerne og senest Viborg HK’s herrer i 2. division. Han skulle efter sigende også have modtaget beskeden om at overtage holdet med meget kort varsel, skriver Viborg-Folkeblad.dk.

Christian Dalmose og Viborg HK indgik kontraktforlængelse den 6. december 2014. Træneren vandt sidste sæson både det danske mesterskab, pokalturneringen og Cup Winners Cup.

Viborg Stifts Folkeblad følger op på sagen.