DHFs sportschef Ulrik Wilbek lader sin evaluering vente trods Danmarks dårligste VM-placering i 10 år.

Ulrik Wilbek er rykket lidt højere op. Både fysisk, men også hvad angår indflydelse i håndbold-Danmark. Under VM i Qatar er han rykket fra trænerbænken op til VIP-pladserne, hvor han har overværet kampene sammen med kronprins Frederik, DHF-generalsekretær Morten Stig Christensen og DHF-formand Per Bertelsen.

Herfra har han kunnet se et dansk landshold, som under den af Wilbek ansatte landstræner, Gudmundur Gudmundsson, ikke har levet op til de resultatmæssige forventninger med exit allerede inden semifinalerne for første gang siden 2005.

Er det godkendt?

»Jeg har det sådan, at vi ikke skal evaluere, når der stadig er to kampe tilbage. Jeg synes, der er kæmpe forskel på, om man bliver nummer fem eller otte. Vi havde to målsætning-er til det her mesterskab. Det ene var det acceptable: At vi skal blive blandt de syv bedste, så vi kommer til OL-kval. Det andet var at gå efter nogle medaljer. Vi når ikke det mål, men så gælder det om at blive så godt placeret som muligt,« siger Ulrik Wilbek.

Han er nu sportschef i Dansk Håndbold Forbund, og det er ham, der har peget på Gudmundur Gudmundsson som landstræner. Det har været hans beslutning. Men så har der heller ikke været flere ved denne slutrunde, for Wilbek er pludselig ikke manden, der lægger taktikken og skifter ind og ud.

Men den tidligere landstræners største udfordring har ikke ligget der - men mere i ikke at stjæle fokus.

Vil ikke blande sig

»Det har egentlig ikke været så svært, for det var jo mit eget valg. Men jeg har virkelig prøvet meget på ikke at fremstå som hverken klog eller blande mig. Jeg har virkelig prøvet at undgå at blande mig, for jeg synes, det er vigtigt, at det er det nye trænerteams tanker, der kommer igennem,« siger Ulrik Wilbek.

Har der været elementer, du gerne havde set gjort bedre?

»Det, som jeg ser, og som der bliver arbejdet med nu, er noget, jeg diskuterer med Gudmundur (Gudmundsson, red.) og Peter (Bredsdorff-Larsen, red.), når mesterskabet er færdigt. Det er ikke noget, jeg deler med andre. Men helt overordnet har jeg ikke noget, jeg er utilfreds med,« forsikrer sportschefen.

Han skal sammen med resten af DHF-toppen lige have overstået de stadig vigtige kampe mod først Slovenien og siden Kroatien eller Tyskland om pladser i OL-kvalifikationen, inden de evalurerer på Gudmundur Gudmundssons første slutrunde som dansk landstræner.

En slutrunde, der for første gang i 10 år ikke ender med en top fire-placering til et VM.

»Men så har han mulighed for forbedring. Hvis nu han havde vundet guld første gang, kunne det kun gå dårligere,« siger Ulrik Wilbek med sit velkendte smil.