Målet var medaljer. Men dem kommer de danske håndboldkvinder ikke til at kæmpe med ved weekendens EM-finalestævne i den ungarske hovedstad Budapest.

Således blev det i den sidste gruppekamp mod Spanien til et skuffende stort nederlag på 22-29.

Hermed har Danmark nu tabt sine seneste fem kampe mod Spanien.

Senere i aften bliver det afgjort om Danmark skal spille om EM's femteplads på fredag eller nøjes med en sekundær placering.

Spanien gik til pausen med en føring på 15-12.

Danmark indledte ellers kampen bedst, og var efter 10 minutters spil foran 4-3.

Man burde dog have ført med et mål mere. Imidlertid misbrugte Pernille Holmsgaard på det skammeligste i fri scoringsposition efter et kontraløb på spaniernes velspillende målvogter Silvia Navarro.

Det blev startskuddet til en lang periode, hvor det danske angrebsspil ikke fungerede optimalt.

Store chancer til Kristina Kristiansen, Mette Gravholt og den hasteindkaldte reserve Lærke Møller blev sendt forbi mål, mens spanierne i den anden ende af banen havde let ved at passere målvogter Sandra Toft.

Det var fuldt forståeligt, at landstræner Jan Pytlick valgte at udskifte hende med Rikke Poulsen i det 25. minut. På dette tidspunkt havde Sandra Toft med blot to redninger på 14 skud præsteret en redningsprocent på sølle 14.

Efter pausen fastholdt Spanien sin fire-måls-føring frem til 17-13.

Men fuldtræffere af Line Jørgensen og Louise Svalastog betød, at Danmark pludselig kun var bagud 15-17.
Opturen blev dog kortvarig. På det efterfølgende angreb lavede Louise Svalastog straffekast og blev for samme aktion idømt en to-minutters-udvisning.

Spanien udnyttede overtalssituationen optimalt ved at bringe sig foran 21-15.

Med seks mål bagud stressede danskerne spillet totalt. De afsluttede febrilsk og for ukoncentreret, mens Spanien stille og roligt udbyggede forspringet.

For Danmark blev Line Jørgensen topscorer med syv fuldtræffere på 11 forsøg, mens Louise Burgaard var næstbedst med tre mål.

Om et år er Danmark vært ved VM-slutrunden, hvor sidste års bronzemedaljer skal forsvares. Men selvom det danske hold under EM har været forfulgt af såvel sygdom som skader, må forventningerne til præstationen her dæmpes væsentligt.

Hvad synes du om Danmarks samlede indsats ved EM? Bland dig i debatten herunder!