Det er tid til VM-kvartfinale. Tid til Spanien. Tid til den klart største danske styrkeprøve indtil videre i Qatar.

Begge mandskaber var på forhånd udråbt til at være guldkandidater, men i aften må enten Spaniens regerende verdensmestre eller Danmarks viceverdensmestre pakke deres harpiksbøtter ned og forlade Doha.

Det ligner på forhånd en meget åben affære, og den danske lejr giver da også udtryk for en fifty-fifty-kamp – flere med en lille tendens til at smide favoritværdigheden over på Spanien, der fik maksimumpoint i gruppespillet og maltrakterede Tunesien 28-20 i ottendedelsfinalen. Det gælder blandt andre anfører Niklas Landin.

»Jeg vil sige 51-49 i Spaniens favør, fordi de er er verdensmestre. Og fordi de spillede så godt mod Tunesien. Kernen på holdet er den samme, som de havde, da de blev verdensmestre. Spanien kan skifte meget ud og har mange gode skytter, så vi kan ikke stå så defensivt i forsvaret,« siger Landin.

Netop Niklas Landin får en nøglerolle i kampen, mener højre fløj Hans Lindberg, som er optimistisk i forhold til dansk avancement til semifinalerne.

»Vores våben er at stå godt i forsvaret og så en Landin i målet, der virkelig piller glansen af dem – og gør det over en hel kamp. Det ville være dejligt. Vores udvikling har været god i turneringen. Det går den rigtige vej, formen bliver bedre og bedre på holdet, og vi spiller længere og længere perioder på højt niveau i hver kamp. Det gør, at vi er fortrøstningsfulde før den her kamp,« siger han.

Forsvarschef René Toft Hansen får også en vital funktion i kampen, hvor det meget vel kan blive altafgørende, at Danmarks forsvar får sat en stopper for den farlige trekløver, spanierne har i bagspillerne Joan Cañellas, Raul Entrerrios og den brølstærke stregspiller Julen Aguinagalde.

René Toft spiller til hverdag med Cañellas i THW Kiel, og han kender derfor den spanske stjernes styrker og ikke mindst svagheder – og det skal udnyttes.

»Han er en fantastisk håndboldspiller. En som virkelig kan lave mange mål i en kamp. Jeg synes, der er et klogt hoved på ham, men inde på banen har han det med nogle gange at ville sine egne ting og bryde lidt ud af aftalerne, så der kan nok komme nogle overraskende ting fra ham af. Når han bryder ud på den måde, er det også med til at gøre de andre usikre og tænke, hvad gør han egentlig,« siger René Toft Hansen og uddyber:

»Jeg kender det selv fra Kiel, lige pludselig spiller han noget andet, end det system vi har aftalt, og så bliver vi andre lidt usikre. Og når han gør det, skal vi prøve at se, om vi kan stresse de andre spaniere lidt og på den måde gøre dem usikre,« siger René Toft Hansen.

Den danske stregspiller vil ud over duellerne med sin Kiel-kammerat Cañellas også få nogle brydekampe mod stregkollega Aguinagalde, der meget vel kan blive forbudt for børn.

»Hvis først han får bolden, skal vi være opmærksomme på at slippe ham, for ellers er der straffe og to minutter, hvis dommerne fortsætter den linje, de har kørt indtil nu. Så vi skal gerne forebygge, at han får bolden,« siger René Toft Hansen.

Når man siger Danmark-Spanien i håndboldens verden, siger man også VM-finalen anno 2013. Og man siger ord som ’ydmygelse’ og ’mareridt’, for det var, hvad den kamp blev for Danmark. I et historisk kollaps blev Danmark afklædt, som var det dyre lapdance-lærepenge, da Spanien vandt 35-19 i den mest overbevisende sejr nogensinde i en VM-finale.

De to nationer mødtes også for et år siden ved mellemrunden i EM i Danmark, og her fik danskerne en sejr og dermed umiddelbart revanche. Men finalen for to år siden hænger stadig over holdet, og spørgsmålet er, om en sejr i en knald-eller-fald kamp som aftenens kvartfinale kan give danskerne oprejsning.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson er ikke meget for at besvare netop det spørgsmål, men han har – naturligvis – set video af kampen fra finalekollapset i 2013 for at være klar til mødet med Spanien.

»Jeg kigger iskoldt på den her kamp, og så kan jeg bruge nogle ting fra den kamp, men også fra den seneste kamp under EM (i 2014, red.). Spanien har jo en stor del af det samme hold. Jeg kigger også på kampen fra 2013. Den har jeg allerede set lidt på. Det gjorde jeg før, vi startede VM,« siger Gudmundsson, der er tilfreds med det niveau, som hans hold er på inden kvartfinalebraget:

»Jeg er meget glad for vores fremskridt. Vi har spillet bedre og bedre i angrebet og i kontraspillet. Det glæder jeg mig over, men det er ikke bare det. Vi har også vist mere gejst, som jeg har ledt efter. Det har været fantastisk at se spillernes gejst, vilje og hjerte. Det er meget vigtigt for mig at se,« siger Gudmundsson.