Landsholdsprofilen Magnus Saugstrup er blevet far for første gang.

Det skriver han på Instagram.

Her har Saugstrup delt et billede af kæresten Jeanette og parrets nyfødte søn.

Stregspilleren fortæller samtidig, at sønnen kom til verden mandag.

I kommentarsporet vælter det ind med lykønskninger til de nybagte forældre - blandt andet fra Saugstrups danske landsholdskolleger Mads Mensah, Rasmus Lauge og Henrik Møllgaard samt den norske superstjerne Sander Sagosen.

Der er dog ikke ligefrem blevet plads til en lang barseslorlov for Magnus Saugstrup efter fødslen.

Således var landsholdets viceanfører allerede tirsdag aften igen i aktion for Magdeburg. Det skete i European League-kampen mod portugisiske Sporting.

Og selvom det seneste døgn må være et af de mere overvældende i Saugstrups liv, så spillede han en fin kamp og kom blandt andet på måltavlen tre gange.

Dermed var han med til at sikre Magdeburg en snæver sejr på 36-35, som lige akkurat var nok til at sende det tyske tophold videre i turneringen.