Det skulle kun tage syv minutter. Så havde Danmark gjort, hvad verdensøkonomien gjorde for syv år siden. Krakket Island.

Det var Niklas Landin, der gik forrest i den punktering, da han trak al valuta ud af de islandske håndbolddrenge med redninger i verdensklasse og et hermetisk lukket mål. Efter 10 minutter var det så slut. 7-1 til Danmark, og tankerne var næsten allerede fløjet sydpå mod de spanske kvartfinalemodstandere.

»Vi har en virkelig god følelse efter den her kamp. Vi kontrollerer fuldstændig den kamp fra start,« siger René Toft og fortsætter.

»Det hele fungerer virkelig. Vi slækker lidt til sidst, men det er, fordi vi skifter ud, og folk begynder måske at tænke lidt for meget på Spanien-kampen. Det er naturligt. Vi kunne jo vinde sådan en kamp her med 12-15 mål, for vi har virkelig styr på det, men det er sgu lige meget,« siger den danske forsvarsbjørn, der kom ud fra et dansk omklædningsrum med stort humør.

Større end tidligere, mente manden i målet.

»Det var en rigtig fin kamp, det kunne man også mærke i omklædningsrummet,« siger Niklas Landin.

Hvordan?

»Der var rigtig god stemning. Det har vi måske manglet lidt til den her slutrunde. Den har været der de andre år, men er måske først rigtig kommet nu.«

Den gode stemning?

»Ja, når man lige er kommet ud efter en kamp, og alle føler, det er en god holdpræstation. Det var det sgu i dag. Jeg synes, vi leverer noget, som ligner noget, vi har leveret før til slutrunder. Det tror jeg, at folk godt kunne se,« siger Niklas Landin.

Den gode stemning har været på vej i den danske lejr. Det har man kunnet mærke. For hver en sejr er smilet lige blevet lidt bredere. Meget naturligt. Men først nu sætter de danske spillere selv ordene på.

»Vi er ved at være godt oppe på selvtillidsskalaen. Vi har en virkelig god følelse efter den her kamp. Vi kontrollerer fuldstændig den kamp fra start,« fortæller René Toft.

Han var en af foregangsmændene i revanchen for det nederlag i Totalkredit Cup op mod VM. Et nederlag, der fik danskerne til for første gang at tvivle på sig selv. Det gør de ikke mere. Og det har de heller ingen grund til, lyder det fra en af modstanderne.

»Jeg har vel spillet med mere end halvdelen af holdet, og jeg ønsker dem alt held og lykke. De har virkelig fortjent at gå videre. Jeg håber virkelig, at de når langt, og det kan de godt. Jeg håber, de slår Spanien,« siger Arnor Atlason.

Kan de vinde det hele?

»Det tror jeg,« lyder det prompte fra den islandske bagspiller med en fortid i blandt andet FCK Håndbold og AG København.

Han ønskede også sin tidligere landstræner Gudmundur Gudmundsson tillykke. Den danske landstræner havde netop sendt sine landsmænd og tidligere spillere ud af ikke bare VM, men også muligheden for OL-kvalifikation i denne omgang. Og det havde han gjort ved hjælp af sin voldsomme forberedelse.

»Gudmundur skal have en stor del af æren. Han kommer hele tiden med nye input. Helt indtil vi skal ud og varme op, ser han lige lidt mere video i omklædningsrummet og kommer lige i tanke om et eller andet, som han så dirigerer nogen til. Stor ros til ham for at forberede os bedst muligt, for vi fik virkelig rettet det, som vi havde problemer med mod Island sidst, siger René Toft.