I tæt kamp med Pernille Blume og Sara Slott Petersen vandt håndboldherrerne lørdag sportens egen pris. Kollegerne hædrede OL-guldvinderne fra Rio med den prestigefulde BT Guld.

Det blev Mikkel Hansen, Niklas Landin og de øvrige danske håndboldhelte fra de olympiske lege i Rio, der lørdag aften i Boxen i Herning skrev sig ind på den eksklusive liste over vindere af Danmarks vigtigste sportspris, BT Guld. Prisen, der er blevet uddelt siden 1930, og som er kollegernes ultimative anerkendelse af årets største sportspræstation.

»Tusind tak for denne pris. Jeg er 100 procent sikker på, at drengene bag mig og staben omkring holdet er stolte over denne pris. Det er jeg,« lød det fra landsholdsspilleren Casper U. Mortensen, da håndboldherrerne modtog prisen på scenen.

Han blev fulgt op af landsholdets anfører, målvogter Niklas Landin:

»Vi er utrolig stolte over, at vores kollegaer har stemt på os. Det betyder utrolig meget for os,« lød det fra Niklas Landin, inden han sendte roser til hele den danske opbakning af håndboldherrerne i Rio.

»Det var fantastisk at mærke, føle og se, hvor meget i bakkede os op under OL.«

I år har 40 af Danmarks største sportsnavne kunnet stemme på 10 indstillede til prisen, og valget faldt på de danske håndboldherrer og deres OL-guld i Rio. Det første olympiske guld nogensinde af et dansk herre-håndboldlandshold, der triumferede efter en nervepirrende finalesejr over de sejrsvante franske verdensstjerner.

Sport 2016 DR Sportsgalla

Mens kajakroeren René Holten Poulsen sidste år suverænt vandt prisen for sit dobbelte VM-guld på vandet, var kappestriden om hæderen i år anderledes tæt. Med et OL, der endte med en historisk god dansk medaljehøst, var der skarp konkurrence fra særligt to jernkvinder, guldvinderen Pernille Blume og sølvvinderen Sara Slott Petersen, der begge leverede sensationelle præstationer i henholdsvis svømmebassinet og på løbebanen i Brasilien.

De danske håndboldherrer vandt OL-guld i august.
De danske håndboldherrer vandt OL-guld i august. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Derfor er håndbolddrengenes sejr i afstemningen om BT Guld også en tydelig markering af, at de hårdt tilkæmpede OL-guldmedaljer, der blev sikret foran de forsvarende EM-, VM- og OL-guldvindere fra Frankrig, er en unik og respektindgydende præstation, der har vakt opsigt i den danske sportselite.

»Det var et af de år, hvor det var vanskeligt bare at finde de 10 præstationer, vi skulle indstille. Ikke fordi vi manglede gode præstationer – men fordi vi næsten havde for mange. Aldrig har Danmark vundet flere EM- VM- og OL-medaljer end i 2016, og derfor er årets vinder af BT Guld en af de rigtig store vindere,« siger BTs sportschef Morten Crone Sejersbøl, som lørdag aften – i samarbejde med sidste års vinder, René Holten Poulsen - uddelte prisen og en præmiecheck på 25.000 kroner til kongerne af det brasilianske halgulv. Dermed blev det trods et intenst kapløb om prisen ikke til et hjerteligt kram på scenen fra kajakroeren til kæresten Pernille Blume, som dog blev hædret med Jyllands-Postens og DIFs 'Årets Sportsnavn'.

»Det var uhyggeligt tæt, og da tre af de 40 af vores eliteudøvere i juryen manglede at afgive deres stemmer, kunne håndboldherrerne, Pernille Blume og Sara Slott Petersen alle stadig nå at vinde guldet. Derfor vil jeg også gerne sige tillykke til dem med både deres flotte præstationer ved OL og med at have været med helt fremme i opløbet om det, vi kalder årets vigtigste sportspris i Danmark,« siger Morten Crone Sejersbøl.

De 40 udvalgte atleter, der afgjorde afstemningen, har givet henholdsvis et, to og tre point til de kolleger, de synes har stået for den største præstation. Blandt de atleter, der gav max point til håndboldherrerne, er speedwaykøreren Nicki Pedersen.

»Var det ikke noget med, at Frankrig altid vinder i herrehåndbold? At de er umulige at slå. Umulige at slå taktisk. Umulige at knuse fysisk. Umulige fordi de har verdens bedste spillere. Intet i livet er umuligt. Heller ikke i elitesport, hvis man bare vil det nok. Ingen troede på vores håndboldlandshold, da de gik ind til OL-finalen mod store, stærke Frankrig. Men Mikkel, Niklas, Lasse og alle de andre var bedre, stærkere og klogere. De var umulige at slå. De var umulige at ryste taktisk. Umulige at knuse. Derfor skal det danske herrelandshold i håndbold helt klart have BT Guld,« begrunder den 39-årige speedwaykører med tre verdensmesterskaber i karrieren.

De danske håndboldherrer vandt OL-guld i Rio.
De danske håndboldherrer vandt OL-guld i Rio. Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

Håndboldherrerne deltager i disse dage i opvarmingsturneringen Bygma Cup i Jylland, inden turen onsdag går til Paris og VM i Frankrig. Med sig tager de et massivt rygstød af anerkendelse. Fra kollegerne i sportsverdenen og BTs sportschef, Morten Crone Sejersbøl:

»Jeg tror, at det, der tippede til håndboldherrernes fordel, var, at de vandt den første OL-guldmedalje i herrehåndbold, og at de gjorde det i en sport, som rigtigt mange ser og spiller herhjemme, og at de i løbet af en lang turnering fik opbygget en særlig stemning omkring deres præstation. Stort tillykke til dansk herrehåndbold. Gentag bare triumfen til VM.«