Danmark går ind i en stor håndboldweekend med brag mod de nordiske rivaler fra Sverige og Norge. 

Derfor har B.T. stablet et superhold på benene på tværs af de nuværende landshold. 

Og der er dårligt nyt til svenskerne og nordmændene, for der er total dansk dominans. Kun én fra hvert af de to lande finder plads til holdet, mens resten er danskere.  

Her er hele holdet, som B.T.s sportskommentator Lasse Vøge og B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg er kommet frem til: 

Målmand: Niklas Landin, Danmark Venstre fløj: Hampus Wanne, Sverige Venstre back: Simon Pytlick, Danmark Playmaker: Rasmus Lauge, Danmark Højre back: Mathias Gidsel, Danmark Højre fløj: Kristian Bjørnsen, Norge Stregspiller: Magnus Saugstrup, Danmark

Der er ikke blevet plads til den norske stjerne Sander Sagosen, der har spillet et skuffende EM med 16 mål på 34 afslutninger -  og mens 36-årige MIkkel Hansen stadig viser niveau, har andre overhalet ham. 

»Længe troede vi jo, at Sagosen skulle være den nye Mikkel Hansen. Det er bare aldrig sket. Lige nu ser det ud til at være gået helt i stå for nordmanden. I Hansens efterår er det i stedet Simon Pytlick, der har overtaget rollen som den næste verdensstjerne på den position,« siger Johnny Kokborg. 

Nordmændene får dog en enkelt spiller med i form af Kristian Bjørnsen på højre fløj, mens svenskerne tegner sig for Hampus Wanne på den modsatte kant. 

»Hvis vi skal tale om et punkt, hvor danskerne lige nu halter lidt, så er det på fløjene, hvor både Emil Jakobsen og Johan Hansen har brændt alt for meget i denne turnering, « lyder det fra Lasse Vøge.

»Hampus Wanne har måske ikke ramt sit allerhøjeste niveau ved EM, men han har været mere stabil end Jacobsen, og han er svenskernes topscorer. Og norske Kristian Bjørnsen redder sig også med på holdet med 15 kasser på 19 afslutninger.«

Danmark og Sverige mødes i aften klokken 20.30. Norge og Holland tørner sammen klokken 18.00.