FC Midtjyllands træner, Helle Thomsen, var vred efter Champions League-nederlaget til bundholdet Sävehof på 24-32, der betyder, at de danske mestre får mere end vanskeligt ved at gå videre.

»Det er dybt pinligt og under al kritik at levere sådan en præstation. Vi er dybt skuffede over det, vi har præsteret, og der bliver kigget ned i jorden inde i omklædningsrummet,« sagde Helle Thomsen efter nederlaget ifølge DRs hjemmeside.

Nederlaget var kulminationen på en spillemæssig skidt periode for FC Midtjylland, der også har mistet førerpositionen i Primo Tours Ligaen til Team Esbjerg.

»Vi må bare erkende, at som vi spiller i dag – og har spillet den seneste måneds tid - så fortjener vi slet ikke at være med i Champions League eller blandt de fire hold, der går videre,« sagde Helle Thomsen.

Starten på kampen var katastrofal for midtjyderne, som meget hurtigt kom bagud 1-7, og selvom det - bl.a. takket være flere svenske udvisninger - lykkedes for de danske mestre at komme på på 8-10, så løb hjemmeholdet fra dem i slutningen af første halvleg, som sluttede 17-11 i svensk favør.

Helle Thomsen hæftede sig efter kampen ved, at holdet brændte straffekast ved netop 8-10, og som hun sagde efter kampen, så er det i den slags situationer, at man skal udnytte sine chancer.

I anden halvleg var det en forudsænting for dansk sejr, at FCM fik en god start. Men det gjorde holdet bestemt ikke. Tværtimod kom Sävehof foran 24-13, og dermed var kampen reelt tabt for Helle Thomsens tropper.

Nederlaget var overraskende, da Sävehof i denne mellemrunde havde tabt alt inden kampen mod de midtjyske ulve, og svenskerne havde dermed kun æren at spille for.

Resultatet betyder, at FC Midtjyllands muligheder for at gå videre i Champions League er ret teoretiske.

De skal for det første vinde over Rapid Bukarest på hjemmebane med mindst tre mål, og for det andet må rumænerne ikke få point i deres to manglende hjemmekampe.

Får Rapid dét, skal FCM også have point på udebane mod gruppens tophold, Buducnost fra Montenegro, og det virker ikke realistisk i den tilstand, de danske mestre er i netop nu.