Danmark skuffede fælt ved EM-slutrunden i Ungarn og Kroatien, hvor man missede en plads i semifinalerne og i stedet endte på en skuffende ottendeplads efter et kæmpe nederlag mod Spanien. Den fiasko har nu betydet, at Jan Pytlick er fortid som dansk landstræner.

»Efter tilendebragt evaluering af forløbet omkring det danske kvindelandsholds deltagelse ved december måneds slutrunde om europamesterskaberne i håndbold afviklet i Kroatien/Ungarn, har ledelsen i Dansk Håndbold Forbund og landstræner Jan Pytlick i enighed besluttet at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning«, skriver håndboldforbundet i en pressemeddelelse udsendt søndag eftermiddag.

Dermed skal sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, nu på jagt efter en ny landstræner. BT giver en hånd og bringer her fem kandidater til en kommende landstræner.

Morten Soubak, Brasiliens landstræner
I 1995 var han et år i Brasilien som ungdomstræner, men det var kun starten. Først førte han GOG til sølv i Herre Håndbold Ligaen 2001, men blev fyret i den efterfølgende sæson. Blev herefter håndboldkommentator på TV2, men i 2003 kom trænercomebacket, da han blev træner for FCK's damehold. Her var han dog kun i to år, og så genoptog han sit brasilianske eventyr. Han lavede en aftale med Sao Paulo-klubben Pinheiros, med hvem han nød stor succes i fire år. Så kom tilbuddet om landstrænerjobbet i Brasilien i 2009, og her har den danske træner haft stor succes, senest med en guldmedalje ved VM i Serbien i 2013.

Læs også:

Han er brasiliansk gift og har et barn, så det harmonerer ikke umiddelbart med jobbet som dansk landstræner, da han vil få svært ved at se tilstrækkeligt med kampe i den danske liga, hvis han vil blive boende i Sydamerika. Men han har tidligere udtalt, at et nyt trænerjob kan blive en mulighed så længe familien er med på den. Ligner det mest kvalificerede bud, men Soubak er bundet af en kontrakt med Brasilien frem til 2016, hvor der er OL i Rio, så det kan blive svært at købe ham fri.

Christian Dalmose, cheftræner i Viborg HK
Er i gang med sin anden sæson som træner for Viborg HK. Han sikrede i sin første sæson en førsteplads i grundspillet, og holdet endte også med at snuppe guldet i en tæt finaleserie mod FCM Håndbold. I indeværende sæson har Dalmose også fået en godkendt start med Viborg i ligaen, hvor man ligger på en andenplads kun overgået af sæsonens store overraskelse, Team Esbjerg. Viborg må absolut regnes som favorit til at genvinde mesterskabet.

Læs også:

Dalmose kender flere af de bærende kræfter på landsholdet fra Viborg, heriblandt Louise Burgaard, Maria Fisker, Rikke Poulsen og Mette Gravholt, så det kunne også spille en rolle, hvis DHF skulle være på udkig efter en ny landstræner.

Kim Rasmussen, Polens landstræner
Han må betegnes som lidt af en underdog i landstrænersnakken. Ikke desto mindre har han gjort et flot stykke arbejde ved at løfte Polens kvindelandshold til nu at være fast inventar ved slutrunderne. Han blev ansat i 2010, hvor han sideløbende var træner for Roskildes kvinder i den hjemlige liga. Det sjællandske hold rykkede dog ned i første sæson, og Rasmussen blev fyret. Han fortsatte dog som polsk landstræner, og ved VM i 2013 førte han på imponerende vis holdet til en semifinale efter at have slået Frankrig i kvartfinalen. Polen tabte sidenhen bronzekampen mod netop Danmark

Kim Rasmussen - der i øvrigt er bror til den tidligere danske landsholdspiller Lars Rasmussen - mangler måske erfaring fra højeste niveau på klubplan, men han har bevist, at han kan udrette store ting med et langt mere begrænset materiale end Danmark, hvorfor han kunne være et spændende emne.

Jan Leslie, cheftræner i Rostov Don
Efter seks sæsoner i spidsen for Randers HK med én guld, to sølv og én bronzemedalje til følge, valgte Leslie i sommer at tage på et russisk eventyr. Her står han i spidsen for topklubben Rostov Don, og udgangspunktet er, at han skal blive her i længere tid. Men han har en klausul i kontrakten, der gør, at han kan forlade klubben efter det første år. Hans kone og børn er desuden blevet i Danmark, og det er planen, at de skal komme til Rusland i det nye år. Men et job som dansk landstræner ville betyde, at Leslie i stedet kan forenes med familie i Danmark.

Med hans nylige job og en fin russisk lønseddel in mente, så er Leslie ikke umiddelbart det bedste bud på en ny landstræner. Han har dog et fint CV efter mange gode år i spidsen for Randers, så han kan ikke helt afskrives.

Helle Thomsen, cheftræner for FC Midtjylland Håndbold og Sveriges landstræner

Ikke alene ville det være spændende med en kvinde som ny landstræner, men her også en træner, der har vist stort potentiale i sin endnu meget korte trænerkarriere. I sæsonen 2012/13 stod hun for første gang i spidsen for FCM Håndbold, og det gik over al forventning, da holdet vandt guld. Og i sidste sæson blev det til en sølvmedalje, da man kun lige akkurat måtte se sig slået af Viborg med et enkelt måls forskel. I sommer greb hun så muligheden for sideløbende at styre Sveriges kvindelandshold, og det er indtil videre gået glimrende. Sverige fik en flot bronzemedalje med hjem fra EM, og lørdag blev hun så pokalvinder med FC Midtjylland.

Hendes resultater med FCM Håndbold og Sverige taler for sig selv, og hun må uomtvisteligt være et interessant navn, hvis Jan Pytlick skal skiftes ud som landstræner. Men DHF vil formentlig kræve, at en ny landstræner dedikerer sig 100 procent til landstrænerposten, og så vil hun være tvunget til at opgive jobbet i FCM Håndbold.