Klubbens kvinder fordobler antallet af OL-guldvindere på holdet i kampen om at undgå nedrykning.

FIFs håndboldkvinder skal fra den kommende weekend i gang med kvalifikationsspillet til næste sæsons Håndboldliga. Og til den overlevelseskamp samt i sidste grundspilskamp mod Roskilde onsdag aften får den hæderkronede klub nu rutineret hjælp fra et par tidligere landsholdsstjerner.

Sporten.dk erfarer nemlig, at holdet på grund af mange skader har hentet forstærkning til Liga-truppen hos FIFs Old Girls, hvor man har overtalt både Rikke Hørlykke og Camilla Thomsen til at give en hånd med for at sikre overlevelsen i bedste række.

Camilla Thomsen, solid forsvars- og stregspiller, er 36 år og var bl.a. med til at vinde dansk EM-guld i 2002 og OL-guld i Athen i 2004, inden hun valgte at stoppe på landsholdet efter EM i Norge i december 2004. Hun nåede at spille i alt 56 A-landskampe.

Rikke Hørlykke, playmaker, er 34 år og var også med til at vinde både EM og OL i 2002 og 2004. Hørlykke var desuden i Slagelse DT, da klubben vandt Champions League i 2005. Hun nåede at spille 125 landskampe, inden hun takkede af i den rød/hvide trøje i 2005.

Rikke Hørlykke har allerede optrådt et par gange for FIF i denne sæson, og meldingen lyder, at både hun og Camilla Thomasen, trods status af Old Girls-spillere, stadig evner at give den gas på banen.

I FIF bliver Camilla og Rikke i øvrigt genforenet med ydeligere to OL-guldvindere, nemlig højrefløjen Josephine Touray og målmanden Karin Mortensen.