Han blev fyret som træner for kvindelandsholdet efter sidste års håndbold-EM i Ungarn. Men selvom bølgerne dengang gik højt, har Jan Pytlick lagt striden bag sig.

»Jeg er ikke typen, der bærer nag og er forlængst kommet videre i mit liv. Der er fra min side ingen bad feelings,« siger Jan Pytlick i telefonen fra Makedonien, hvor han nu er ansat i et kombineret job som konsulent og assistenttræner i storklubben Vardar Skopje.

At hans udsagn stemmer overens med virkeligheden, vidner denne bemærkelsesværdige historie om:

Det danske A-landshold er i dagene 24.-27. september inviteret til træningssamling i Makedoniens hovedstad med Jan Pytlick som vært og hans kvinder i Vardar Skopje som modstander i to kampe.

»Før vi i midten af oktober spiller første kamp i Champions League-gruppespillet, havde vi brug for at blive testet mod en stærk modstander. For et par uger siden ringede jeg derfor til Klavs Bruun Jørgensen (Pytlicks landstræner-afløser, red.) og spurgte, om ikke han havde lyst til at tage sit landshold med herned,« siger Jan Pytlick.

Klavs Bruun Jørgensen bekræfter Jan Pytlicks udlægning.

»Jan og jeg har altid haft et godt forhold til hinanden. Så da han foreslog, at vi på denne måde kunne hjælpe hinanden, slog jeg til,« siger Klavs Bruun Jørgensen og tilføjer:

»14 dage senere skal vi jo spille EM-kvalifikationskampe mod Tyrkiet og Portugal, mens vi i december deltager i VM på hjemmebane. Derfor er et par kampe mod Vardar Skopje god træning,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Jan Pytlick garanterer, at det danske landshold vil blive godt modtaget i Skopje.

»Træningsforholdene hernede er glimrende. Jeg husker udmærket, da vi i 2008 spillede EM hernede. Det var fattigt. Men by og land er i disse år inde i en positiv udvikling, som givetvis vil overraske spillerne på det danske kvindelandshold,« siger Jan Pytlick.

Han påbegyndte jobbet i Vardar Skopje i februar og har aftale frem til sommeren 2017.

»Det er både udfordrende og spændende at arbejde hernede. Men det er også meget anderledes end i Danmark. Lige nu er der for eksempel 40 graders varme. Men det er også specielt, at jeg er hernede alene, mens familien befinder sig på Thurø. Vi forsøger at se så meget til hinanden som muligt. Blandt andet holdt vi sommerferien sammen,« siger Jan Pytlick.

Mens Vardar Skopje til kampene mod det danske A-landshold stiller i stærkeste opstilling, må Klavs Bruun Jørgensen undvære blandt andre Line Jørgensen og Maria Fisker.

»Da der i kalenderen ikke er tale om en ’international uge’, kunne vi ikke forlange, at de skulle få fri af deres rumænske klub (CSM Bucuresti, red.),« forklarer Klavs Bruun Jørgensen.

---

DET DANSKE KVINDELANDSHOLDS OPGAVER I EFTERÅRET
24.-27. september: Træningssamling i Skopje, Makedonien
8. oktober: EM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet i Aarhus
11. oktober: EM-kvalifikationskamp i Portugal
23. november-1. december: træningssamling i Danmark
5.-20. december: håndbold-VM i Danmark