Fyring risikerer nu at få et retligt efterspil.

Således vil den danske håndboldtræner Jan Leslie ikke acceptere hverken begrundelsen eller den aftrædelsesordning, som den russiske klub CSKA Moskva har tilbudt ham.

Derfor har han sendt sin advokat efter russerne, der pludselig meldte fyringen af Jan Leslie ud i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

»Der er nogle ting, der står i min kontrakt, og som jeg har aftalt mundtligt med præsidenten, om at jeg kan tage hjem i landsholdspauserne. På ti måneder har jeg kun set min familie i to uger, men de blev så fortørnede over, at jeg tog hjem, selvom det var aftalen. Så de mener, jeg har brudt aftalen ved at tage hjem,« siger Jan Leslie i et interview til TV 2 SPORT.

(Foto: Lars Rasborg/Scanpix 2014)
(Foto: Lars Rasborg/Scanpix 2014) Foto: Lars Rasborg
Vis mere

Derfor kan træneren ikke genkende den forklaring om skuffende resultater, som CSKA Moskva officielt har givet som årsag til, at samarbejdet måtte stoppe 16 måneder før, kontrakten egentlig løb ud.

»Begrundelsen, som jeg har fået, er, at jeg er taget hjem til Danmark for at besøge min familie her i landskampspausen. En aftale, som jeg havde med præsidenten. Men der er blevet skiftet direktør nogle gange i klubben siden min ansættelse, og den nuværende direktør har været meget modstander af, at jeg tog hjem,« forklarer Jan Leslie.

På Facebook raser den danske træner over, at CSKA 'ikke har levet op til nogle kontraktlige forpligtelser og mundtlige aftaler.'

»Jeg er ked af, at vi nåede hertil,« skriver han blandt andet.

Den danske træner fortæller i øvrigt, at klubben har tilbudt han en aftrædelsesordning. Men økonomien stemmer ifølge Jan Leslie slet ikke overens med, hvad han ellers stod til at tjene i de resterende 16 måneder af aftalen med russerne.

Derfor vil han via sin advokat have forhandlet nogle helt andre vilkår på plads med CSKA Moskva.