Efter VM-triumfen i 2021 slog Mathias Gidsel selv alarm.

Den danske stjerne faldt ned i et sort hul efter slutrunden i Egypten. Samtidig med at han fik sit internationale gennembrud, skulle han kæmpe med et mentalt dyk.

Derfor kunne det da heller ikke undgå at påvirke Mathias Gidsel, da Mikkel Hansen blot en uge efter den tredobbelte VM-triumf i Sverige måtte melde sig syg med symptomer på stress.

»Det kan ikke undgå at påvirke en, når ens gode ven – uanset om det er en håndboldspiller eller en kollega ude på arbejdsmarkedet – går ned med stress,« fortæller Mathias Gidsel og fortsætter:

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Det er klart, at det er ikke nemt at komme hjem fra en slutrunde. Det tror jeg, at alle, der er med på landsholdet, de ved. Det er ikke nemt at komme tilbage til hverdagen og skulle præstere fra dag et af.«

Mathias Gidsel tror lige så meget også, at det er en naturlig ting, at det kan ske for Mikkel Hansen, som det kan for alle andre.

»Det er jo desværre en mere og mere normal ting i samfundet, og selvfølgelig afspejler det sig også i håndboldverdenen. Jeg har også selv haft en periode, hvor jeg var nødt til at trække stikket, og jeg ved, hvor svært det kan være. En ting er, at man har det dårligt, men en anden ting er, at man skal gennem et medieshow med fokus på det, som lige netop er det, som man har mindst brug for på det tidspunkt. Man har jo lyst til bare at være sig selv.«

Mathias Gidsel havde det selv anderledes denne gang efter VM-guldet i Sverige, da han havde en nemmere vej tilbage til hverdagen i den tyske hovedstad, Berlin, hvor den danske stjerne til daglig tørner ud for Füchse Berlin.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har været i Berlin, hvor opmærksomheden ikke er den samme. Fra dag et af har jeg kunnet leve mit lille stille liv i storbyen. Det har været en anden oplevelse at være tilbage, og jeg har helt sikkert også lært af mine erfaringer.«

Gidsel har stor respekt for det, som Mikkel Hansen har gjort, og mener, at der er brug for nogle, der gør ligesom ham.

»Alle forstår Mikkel, og jeg synes, at det er mega sejt, at han trækker stikket og siger, at han har brug for at passe på sig selv. Vi har også brug for nogle, der tør det, fordi det er stort problem. Det er stærkt signal, at sådan en som Mikkel går ud og siger, at han brug for at tage noget tid væk fra det hele sammen med familien.«