Den tidligere håndboldspiller og nuværende TV2-ekspert Lærke Møller og fodboldspilleren Thomas Enevoldsen holder vejret og krydser fingrene.

De befinder sig nemlig på hvert deres kontinent, og selv om parret gennem snart ni år er mestre i langdistanceforholdets disciplin, er alting anderledes.

31-årige Lærke Møller er nemlig gravid i 30. uge med parrets første barn, en lille pige, og nu er de i tvivl, om Lærke Møller kan nå hjem til deres base i USA og føde som planlagt.

På hendes returbillet til Californien står der 1. juni, og grundet sin graviditet kan hun ikke strække den længere, hvis tidspunktet for afrejse skulle blive udsat.

»Vi er jo realistiske, så vi ved godt, at chancerne for, jeg kan flyve tilbage, er små. Men vi håber jo til det sidste på, at det kan lade sig gøre, og jeg kan rejse hjem til Thomas som planlagt, og han kan være med til fødslen,« siger hun.

Det var meningen, at parret skulle være adskilt i nogle måneder, da Lærke Møller tog til Danmark i slutningen af februar for at passe arbejdet som håndboldekspert samt for at gøre sit semester færdigt i Ernæring og Sundhed.

Men coronavirussens udbredelse kom ind fra højre og aflyste alle Lærke Møllers gøremål, så hun nu sidder tilbage i venteposition.

»Alt det, jeg kom hjem for, er jo blevet aflyst, og jeg er i det sidste trimester i graviditeten og skal derfor tage nogle forholdsregler i forhold til at undgå smitte, så det er meget begrænset, hvem jeg ser,« siger Lærke Møller og fortsætter:

»Jeg savner at have min partner i hele den her proces, og at han også kan være med til scanningerne. Men det er nu engang sådan, det er, og jeg er sikker på, vi nok skal finde en løsning.«

32-årige Thomas Enevoldsen er ikke taget med til Danmark, da han har kontraktlige forpligtelser i sin klub, Orange County SC.

Den amerikanske liga var programsat til marts, og derfor kunne Thomas Enevoldsen ikke tage med Lærke Møller til Danmark i februar.

»Alle de frygtelige ting, der sker rundt omkring i verden, sætter jo vores situation i perspektiv, så jeg priser mig lykkelig for, at mine nære er sunde og raske,« siger Lærke Møller og fortsætter:

»Men derfor er det stadig en vigtig begivenhed for os at blive forældre, og fødslen vil vi selvfølgelig gerne opleve sammen.«

Lærke Møller valgte i 2018 at indstille sin aktive håndboldkarriere på grund af vedvarende skader, og  siden har hun fået en tjans som håndboldekspert på TV 2.

Lærke Møller nåede i løbet af sin karriere at spille for Aalborg DH, FCM Håndbold, TTH Holstebro og Team Esbjerg.

Efter planen flytter Lærke Møller og Thomas Enevoldsen tilbage til deres fælles lejlighed i Aalborg til november, hvor den amerikanske liga oprindeligt er sat til at slutte.