Lørdag aften skal de danske U21-herrer stå sin store prøve. Mod alle odds har holdet spillet sig frem til VM-finalen, hvor Frankrig venter. Og det er noget af en opgave, de unge danskere står overfor.

Frankrig har vundet samtlige af sine kampe i turneringen i Brasilien. Danmark står registreret for syv sejre ud af otte mulige, men selvom den statistik på papiret også er imponerende, er der alligevel et lille 'men'.

Holdets eneste nederlag faldt nemlig mod netop Frankrig i gruppespillet. 32-26 endte opgøret, hvor Frankrig var i fuld kontrol i alle 60 minutter.

Spørger man den kroatiske legende og nu pensionerede håndboldspiller Ivano Balic, bliver det også franskmændene, der løber med guldet.

»Der er de to bedste hold i verden, der mødes i finalen. Der er kun små forskelle på holdene, men til slut vinder Frankrig. Sådan er det altid,« siger han til det franske medie Handnews.

Danmark har allerede imponeret stort i turneringen. Det var langt fra ventet, at holdet ville spille sig helt frem til finalen. Turneringen igennem har landstræner Claus Hansen måttet undvære holdets tre største profiler, KIF Kolding Københavns Lasse Andersson, Ribe-Esbjergs Sebastian Frandsen og GOGs Niclas Kirkeløkke, der alle er ude med skader.

Men alligevel har danskerne altså formået at komme fra baghjul. Og Claus Hansen er trods det tidligere nederlag til franskmændene da heller ikke klar til at lægge sig fladt ned.

»Finalen mod Frankrig bliver en spændende og stor opgave. Vi tabte jo til dem i puljekampen, men jeg har et begrundet håb om, at vi kan spille en tættere kamp mod dem, for jeg synes, vi har løftet vores spil gennem knock-out fasen,« siger landstræneren til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside og fortsætter:

»Jeg synes, det er en fuldstændig åben kamp, men man vil i hvert fald se et dansk hold, der kæmper til sidste blodsdråbe.«

Finalen begynder kl. 23 dansk tid.