Coronasmitte i Skive fH-truppen gør, at fredagens kamp mod Fredericia HK udsættes.

Fredagens kamp mellem Skive fH og Fredericia HK i herrernes håndboldliga udsættes på grund af smitte i Skives trup.

Det bekræfter Skive fH på Facebook.

Klubben var allerede torsdag ude og meddele, at truppen er ramt af smitte.

Fredag bekræfter den så, at der er tale om fem spillere, hvis navne ikke fremgår i meddelelsen.

Kampen skulle spilles fredag klokken 18.30 i Fredericia, men der skal altså nu findes en nyt kamptidspunkt.

Det er endnu uvist, hvornår den udsatte kamp skal finde sted.

Skive fH oplyser dog, at kampen senest skal afvikles den 23. marts.

/ritzau/