Mikkel Hansen stopper efter alt at dømme sin karriere denne sommer efter mange år på den absolutte verdenstop. 

Et ikonisk farvel til en vanvittig spillerkarriere, men meget tyder også på, at det er et endegyldigt farvel til håndbolden som helhed. 

I 2022 gav Hansen i hvert fald en god ledetråd om, hvad han tænkte om sin fremtid, da B.T. spurgte ham om trænergerning og karrierestop. Et spørgsmål, der vil en anden lejlighed fik landstræner Nikolaj Jacobsen til at grine. 

»Om jeg skal være træner? Det skal jeg ikke, jeg skal have fri i weekenden. Man skal aldrig sige aldrig, men det går jeg ikke ud fra, at jeg skal,« lød det kontant fra Mikkel Hansen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Er det, fordi du ikke synes, det kunne være sjovt at være træner?

»Det er sjovt nok, men jeg har ofret mine timer på at være væk fra familien og så videre.«

»Der er andre ting, jeg gerne vil prøve af, og jeg vil gerne udfordre mig selv andre steder end et sted, hvor jeg ved, jeg er dygtig,« lød det dengang fra Hansen. 

Ifølge B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg skal man tage de ord for gode varer. Han vil dog ikke afvise, at Hansen kan gøre sig gældende i mindre tidskrævende håndboldroller. 

»Jeg har utroligt svært ved at se Mikkel Hansen fortsætte i en anden rolle indenfor håndbolden. På den front tror jeg, det er slut. Jeg kunne godt se ham være fristet af en ekspertrolle på tv i ny og næ, men han siger det jo selv. Familien har lidt afsavn, og det skal der bruges tid på,« siger Kokborg og drager en parallel til en anden dansk legende:

»At man har været verdens bedste håndboldspiller er ikke ensbetydende med, at man har samme drive til at fortsætte i trænergerningen. Hansen har et forrygende håndboldhoved, så jeg er ikke i tvivl om, at han kunne gøre sig gældende. Hvis han altså havde ønsket. Jeg vil næsten sammenligne det med Michael Laudrup, der dog prøvede kræfter med trænergerningen, men her var det tydeligt, at han ikke ville det lige så meget som sin tid som spiller,« siger han. 

Aalborg Håndbold holder pressemøde 12.30 omkring Hansens fremtid. Du kan følge det her på B.T.