Det danske landshold kan byde velkommen tilbage til Peter Bredsdorff-Larsen i rollen som assistenttræner på en kontrakt frem august 2016. Her skal han assistere islandske Gudmundur Gudmundsson i rollen som landstræner.

- Der ligger adskillige årsager til grund for, at jeg med den største glæde vender tilbage til arbejdet med det danske herrelandshold, siger Peter Bredsdorff-Larsen i en pressemeddelelse.

- For det første har det at have med de ypperste spillere i Danmark at gøre altid været både meningsfyldt og givende for mig. Her og nu betyder det også rigtigt meget for mig, at Gudmundur Gudmundsson har peget på mig som den rette til jobbet, og at vores indledende dialog har været ekstrem spændende. Og endelig er det min helt entydige erfaring, at arbejdet med landsholdet giver mig uvurderlig energi og inspiration til mit daglige virke som ligatræner.

Peter Bredsdorff-Larsen har tidligere prøvet kræfter med netop den opgave. Den 45-årige århusianer bestred jobbet fra 2005 til 2012, hvor han var assistent for succesfulde Ulrik Wilbek, der netop har forladt landstrænerjobbet og overdraget ansvaret til Gudmundur Gudmundsson.

Ulrik Wilbek er nu sportschef hos Dansk Håndbold Forbund, og han glæder sig over at kunne byde Peter Bredsdorff-Larsen velkommen tilbage.

- Med ansættelsen af Peter får vi en håndboldfagligt og mandskabsbehandlingsmæssigt yderst kompetent person, og jeg er sikker på, at han med sit enorme drive og engagement samt med sin ubetingede loyalitet vil være den perfekte assistent for Gudmundur Gudmundsson, siger han i pressemeddelelsen.

- Jeg er af den faste overbevisning, at Peter og Gudmundur er det perfekte match, og at de på alle parametre vil være i stand til at komplementere hinanden. Et indtryk, der kun er blevet forstærket gennem hele ansættelsesprocessen, hvor vores kommende landstræner og jeg har været i konstant dialog om, hvilken profil, vi gik efter.

Peter Bredsdorff-Larsen har været cheftræner i AaB og KIF Kolding.