I flere år spillede hun side om side med de danske spillere, men fredag aften gjorde Nycke Groot det slemme ved sine gamle holdkammerater, da hun og Holland slog Danmark i EM-semifinalen.

Holdene fulgtes ad i første halvleg, men en katastrofal dansk begyndelse på anden halvleg sendte sejren  hollandske hænder. Nycke Groot scorede seks mål og blev dermed kun overgået af Team Esbjerg-stjernen Estavana Polman, der lavede syv.

»Jeg synes, jeg havde det lidt svært i starten. Jeg synes, de (Danmark, red.) var rigtigt dygtige mand-mod-mand, hvis man ikke kom i god fart. De løb lidt tør for kræfter i anden halvleg, hvor vi formåede at løbe med dem,« siger Nycke Groot til TV 2.

»Selvfølgelig vidste vi godt, at hvis vi holdt tempoet højt, at vi nok skulle trække fra, hvis stod godt i forsvaret, og det gjorde vi heldigvis i dag. Og Tess (Wester, red.) stod også rigtigt godt i målet.«

Og mens Danmark på søndag skal spille om bronze, skal Nycke Groot og de hollandske håndboldkvinder spille om guld.

»Det er så vildt. Jeg kan næsten ikke tro det, at vi er kommet i finalen. Det er så stort, og jeg er så stolt af, hvad vi har præsteret over det sidste år. Jeg er bare mega glad,« siger hun til TV 2.

Nycke Groot har spillet i Team Tvis Holstebro og FC Midtjylland. Hos sidstnævnte spillede hun under sin nuværende landstræner, danske Helle Thomsen.