I Dansk Håndbold Forbund er man chokeret over at høre, at Mikkel Hansen er blevet ramt af en blodprop i lungerne.

Det fortæller sportschef Morten Henriksen.

»Det er selvfølgelig et chok. Først og fremmest er jeg rigtig ked af det på Mikkels vegne. Men jeg er glad for, at han har det godt – som jeg kan læse mig til det i medierne,« siger han og fortsætter:

»Jeg har ikke selv været i dialog med Mikkel, men det ved jeg, at Nikolaj (Jacobsen, red.) har været, så han er orienteret. Men Mikkel udtaler sig ikke lige nu, og derfor skal vi heller ikke kloge os på det ene eller andet fra,« siger Henriksen.

Morten Henriksen, sportschef i DHF, er chokeret over, at Mikkel Hansen er blevet ramt af en blodprop.
Morten Henriksen, sportschef i DHF, er chokeret over, at Mikkel Hansen er blevet ramt af en blodprop. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sportschefen vil derfor ikke gå dybere ind i Mikkel Hansens tilstand, men han ærgrer sig på stjernens vegne over, at ti sæsoner i Paris Saint-Germain skal få sådan et punktum.

»Det er ærgerligt, at han skal slutte sådan nede i Paris – jeg ved godt, der har været noget med knæet, men jeg tror da, at både Mikkel og klubben havde ambitioner om, at han skulle nå at spille nogle af de spændende kampe i slutningen af sæsonen,« siger han.

»Men nu handler det om, at Mikkel skal komme sig, og vi ønsker ham alt det bedste, og at han hurtigst muligt kommer på benene igen – for hans skyld, for landsholdets skyld og for Aalborgs skyld,« siger Morten Henriksen med henvisning til, at Hansen efter denne sæson vender hjem til Aalborg Håndbold.

B.T. har været i kontakt med landstræner Nikolaj Jacobsen, og han bekræfter, at han har været i kontakt med Mikkel Hansen, men han har ikke yderligere kommentarer.

Det var Paris Saint-Germain, som tirsdag aften meddelte på klubbens hjemmeside, at Mikkel Hansen var blevet ramt af en blodprop i lungerne efter komplikationer i forbindelse med en knæoperation. Og ifølge franskmændene holder det danskeren ude resten af sæsonen.

Samtidig skriver franskmændene, at Mikkel Hansen skal have blodfortyndende medicin i fire-seks måneder, og at »denne behandling ikke er forenelig med kontaktsport på højt niveau«.