Efter DM-finalen i Parken har AG København nu verdensrekorden for tilskuere til en håndboldkamp indendørs. Men udendørs-rekorden står endnu.

Med 36.651 tilskuere satte AG København i lørdags publikums-verdensrekord til en håndboldkamp i forbindelse med DM-finalen mod Bjerringbro-Silkeborg. Men man er nødt til at tilføje, at det er en verdensrekord for INDENDØRS håndbold.

For der findes faktisk en håndboldkamp dybt nede i historiebøgerne, der har haft endnu flere tilskuere.

Det drejer sig om den afart af håndboldsporten, der kendes som markhåndbold, der blev spillet udendørs på fodboldbaner med 11 spillere på hvert hold.

Markhåndbolden er i dag fuldstændig udkonkurreret af syvmands-håndbolden, som vi kender den nu om stunder. Men i efterkrigstiden var markhåndbold - især i Centraleuropa - en stor sport.

Således blev finalen ved VM i markhåndbold i 1955 mellem Vesttyskland og Schweiz i Berlin overværet af hele 50.000 tilskuere (Tyskland vandt 25-13).

Danmark opfandt jo syvmands-håndbolden, hvilket skete længe før mark-varianten blev introduceret. Og den version af håndbolden har altid haft et klart overtag herhjemme. Men vi har haft både et herre- og dame-landshold i dette lidt besynderlige spil.

Det danske herrelandshold i markhåndbold vandt sågar sølv ved VM i Frankrig i 1948. Danmark tabte dog finalen 11-4 til Sverige.

Dansk topscorer i turneringen blev Ajax-spilleren Svend Aage Madsen, der både var på landsholdet i syvmands-håndbold og markhåndbold.

SE HVOR POPULÆR, MARKHÅNDBOLDEN HAR VÆRET HERUNDER